Historien om Valde fortsætter i en ny julekalender i 2025

Valdes Jul
Foto: Per Arnesen, TV 2

Historien om Valde og Tala er ikke forbi. Der kommer en ny julekalender om dem på TV 2 i december 2025.

Nyheden blev afsløret juleaftensdag lige efter, at det sidste afsnit af ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ var løbet over skærmen på TV 2.

Optagelserne til den nye julekalender begynder til foråret.

  – Vi er meget glade for og stolte over den store interesse ’Valdes Jul’ har fået, og det viser, at en familiejulekalender stadig er en vigtig del af danskernes juletraditioner og kan samle os i en travl tid, siger Lea Løbger, der er TV 2’s executive producer på ’Valdes Jul’:

– Derfor er det også en stor glæde at kunne give danskerne en ekstra julegave i år, nemlig nyheden om at Valde og Tala vender tilbage i en ny og magisk familiejulekalender i december 2025,

Stor seersucces

‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ har været en stor seersucces. I alt har over 1,2 millioner danskere fulgt med i julekalenderen på TV 2 og TV 2 Play.

40 % har set julekalenderen på flow-tv, mens 60 % har streamet den via TV 2 Play.

– Med ‘Valdes Jul’ har vi bygget videre på den lange tradition, TV 2 har for at give danskerne en magisk julefortælling i december. Vi er stolte af det nye univers, og det er fantastisk, at seerne har taget så godt imod det, siger Lea Løbger.

‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ er lavet af selskabet ‘Cosmo Film’, der tidligere også har lavet ‘Jesus og Josefine’, ‘Jul i Valhal’, ‘Juleønsket’ og de tre Tinka-julekalendere til TV 2. Den er lavet i samarbejde med FilmFyn.

Søg