Læg godt mærke til de to børn på billedet ovenfor. Dem kommer du nemlig til at se rigtig meget til i december på TV 2.
De spiller hovedrollerne i julekalenderen ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’, hvor vi kommer til at kende dem som menneskedrengen Valde og ulvepigen Tala.
Sammen skal Valde og Tala forsøge at genskabe en svunden pagt mellem menneskene og de magiske væsner, der lever skjult i skoven.
– Det har været mega fedt at lave den her julekalender. Altså, virkelig en stor oplevelse. Nok den største, jeg har haft i hele mit liv. Man møder nye mennesker, og man kommer på sådan et rigtigt professionelt set, fortæller Sander Løkke Borg, der spiller rollen som Valde:
– Valde er en meget eventyrlysten og nysgerrig person. Han er glad for traditioner, og så er han måske lidt mere stille end andre mennesker. Jeg kan godt se ham lidt i mig selv – især det der med at være eventyrlysten, for jeg er også rigtig glad for eventyr og se nye ting.
Udfordring at spille ulv
Tala bliver spillet af Flora Augusta, der tidligere har medvirket i filmene ‘Smagen af sult’ og ‘Familien Jul og Nissehotellet’.
– Det har været en kæmpe oplevelse, fordi der er så mange dygtige mennesker involveret. Jeg har lært så mange nye mennesker at kende, og vi har tilbragt så meget tid sammen, så jeg har også fået mange nye venner, fortæller Flora Augusta til Juleweb.dk
I julekalenderen spiller hun en såkaldt skifting. Tala kan skifte mellem at være menneske og ulv, hvilket gjorde rollen til en stor udfordring at spille.
– Hun viser træk fra både menneskene og ulvene. Når hun er i menneskeskikkelse, så bevarer hun stadig sine ulvesanser og kan høre, se og lugte som en ulv. Hun er lidt mystisk og går rundt og snuser til alting. Hun er også lidt nervøs og har pludselige bevægelser hele tiden, fordi hun er et rovdyr, fortæller Flora Augusta.
En magisk skov
‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ handler om drengen Valde, der bor sammen med sin familie på Egebjerggård. Hvert år i december bliver gården forvandlet til et stort julemarked med juletræssalg og boder, som Valde elsker.
Men Valdes glæde smuldrer, da han finder ud af, at hans mor og morfar har sat gården til salg.
Valde sætter sig for at finde ud af, hvorfor hans mor og morfar ikke vil blive boende på gården, og det bringer ham på sporet af en familiehemmelighed.
Valde og hans lillesøster Rita har altid fået at vide, at de ikke må gå ud i den skov, der ligger bag Egebjerggård. Da Valde går på opdagelse i skoven finder han dog ud af, at den gemmer på en masse hemmeligheder og er fyldt med magiske væsner.
Valde møder ulvepigen Tala, der kan skifte mellem at være et menneske og en ulv. Tala er på jagt efter at finde Skovens Vogter, der er nøglen til at genskabe den pagt, som sikrer naturens livskraft. Hun tror, at Valde måske er dén, hun leder efter.
Men der er andre, der også gerne vil finde Skovens Vogter. Den onde mosekone leder også efter ham. Hun har en plan om at udrydde menneskene, så de magiske væsner ikke længere behøver at leve i skjul, men kan leve i en stor skov som i gamle dage.
Kendte skuespillere og nye ansigter
Rollen som Valdes lillesøster, Rita, bliver spillet af Selma Kjær Kuscu. Hun har tidligere været med i blandt andet ‘Sygeplejeskolen’ og ‘Carmen Curlers’.
Derudover kommer vi også til at møde Valdes ven, Anker, der bliver spillet af Julius Stage Melchiorsen.
Omdrejningspunktet i ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ er naturen, og i løbet af julekalenderen kommer vi til at møde en række af de forskellige mytiske væsner, som man i gamle dage troede, levede i skoven.
Èn af de væsner er skovnissen Rang, der bliver spillet af den dansk-svenske skuespiller Anders Mossling.
Valdes mor bliver spillet af Julie Agnete Vang, Valdes morfar bliver spillet af Ulver Skuli Abildgaard og rollen som Valdes far bliver spillet af Henrik Vestergaard.
– Det er første gang nogensinde i alle de år, jeg har været skuespiller, at jeg har lavet noget som mine børn oprigtigt har været interesseret i. Så det at få lov til at lave noget, hvor jeg ved, at det er dem og deres kammerater, der skal se det, har været en vanvittig gave, fortæller Henrik Vestergaard til Juleweb.dk
Derudover medvirker blandt andre Tammi Øst, Morten Brown, Oliver Tikotzki og Isabella Møller Hansen i julekalenderen.
Julekalender om naturens betydning
Julekalenderen er skrevet af Jesper Fink og Thomas Porsager. De to håber, at de med ‘Valdes Jul’ kan få danskerne til at tænke en ekstra gang over naturens betydning og give dem lyst til at bruge mere tid i skoven.
– Håbet med denne julekalender er, at vi bliver bevidste om og begynder at diskutere vores natursyn: Er naturen noget, der kun er til for vores skyld, eller har den eksistensberettigelse i sig selv? Ejer vi naturen, eller er vi bare gæster i den?, spørger de to forfattere.
‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ er lavet af Cosmo Film, der også stod bag ‘Juleønsket’, ‘Jesus og Josefine’, ‘Jul i Valhal’ og de tre Tinka-julekalendere. Den er lavet i samarbejde med FilmFyn.
Juleweb.dk vil i løbet af november og december bringe en række interviews med både skuespillere og folk, der har arbejdet med julekalenderen bag kameraet.
Medvirkende
Valde: Sander Løkke Borg
Tala: Flora Augusta
Rita: Selma Kjær Kuscu
Anker: Julius Stage Melchiorsen
Malou, mor: Julie Agnete Vang
Morten, far: Henrik Vestergaard
Jens, morfar: Ulver Skuli Abildgaard
Rang, skovnisse: Anders Mossling
Theis: Oliver Tikotzki
Solveig: Isabella Møller Hansen
Hermansen: Morten Brown
Ulla: Tammi Øst
Tina: Laura Allen Müller
Celine: Ida Bendix Skelbæk-Knudsen
Niels: Donald Andersen
Hovedforfattere: Jesper Fink og Thomas Porsager
Episodeforfattere: Christian Bengtson og Julie Petrine Glargaard
Instruktion: Morten BH
Producere: Sille Sterll og Michel Ryddeskov
Executive producere: Tomas Hostrup-Larsen og Rasmus Thorsen
TV 2 executive producer: Lea Løbger
Produktion: Cosmo Film i samarbejde med FilmFyn
‘Valdes Jul – Skovens Vogter’ kan ses fra klokken 6.00 om morgenen på TV 2 Play eller om aftenen klokken 20.00 på TV 2.
OBS: Nogle dage – for eksempel den 1. december – sendes julekalenderen allerede klokken 19.55 på grund af VM i håndbold. Søndag den 17. december sendes julekalenderen klokken 20.00 på TV 2 Charlie i stedet for TV 2.