Børnenes U-landskalender 2023 er udkommet

Børnenes U-landskalender 2023 Det Magiske Tivoliteater og Jagten på Regnbuens Magi
Foto: DR

‘Børnenes U-landskalender’ fra DR og Danida består i år af to julekalendere.

Den ene relaterer sig til den norske julekalender ‘Det Magiske Tivoliteater’, der er årets julekalender på DR 1.

Den anden relaterer sig til Ramasjang-serien ‘Jagten på Regnbuens Magi’, hvor Hr. Skæg og Motor Mille rejser til det afrikanske land Sierra Leone for at forsøge at finde den forsvundne regnbue. Undervejs lærer de om landet og møder nogle børn.

Overskuddet fra salget af årets U-landskalender går nemlig til at hjælpe fattige børn i Sierra Leones slumkvarterer.

Børnenes U-landskalender 2023 Det Magiske Tivoliteater
Foto: DR

Luka møder et tivoliteater

DR har i år valgt at sende en norsk julekalender i stedet for at genudsende en dansk.

‘Det Magiske Tivoliteater’ handler om den fattige dreng Luka, der ved et tilfælde en dag støder på et tivoliteater.

Han bliver venner med en flok børn fra teatret og begynder at få en følelse af endelig at høre hjemme.

En ond og nådesløs overklassekvinde har dog planer om at sælge teatret og smide børnene på gaden. Luka og hans venner udtænker derfor en plan for at redde teatret.

Julekalenderen blev oprindeligt vist på den norske tv-station NRK i 2021.

Børnenes U-landskalender 2023 Jagten på Regnbuens Magi
Foto: DR

Hr. Skæg og Motor Mille rejser til Sierra Leone

Det er over 30 år siden, at et u-land senest var en central del af selve julekalenderen i ‘Børnenes U-landskalender’. I de seneste mange har årets u-landsprojekt været beskrevet på en medfølgende plakat, i en brochure eller lignende.

DR har i mange år produceret særlige programmer om årets u-landskalenderprojekt, som har været sendt i november.

I år har dén serie, ‘Jagten på Regnbuens Magi’, fået sin egen julekalender, hvor man i løbet af december kan lære mere om Sierra Leone og de børn, der bor i landet.

Hr. Skæg og Motor Mille Regnbue
Foto: Jonas Gravgaard og Anna Lou Gavino, DR

I ‘Jagten på Regnbuens Magi’ rejser Hr. Skæg og Motor Mille til Sierra Leone for at forsøge at finde den forsvundne regnbue. Børnene i Danmark er nemlig blevet grå og triste, fordi regnbuen er forsvundet. Undervejs lærer de om det afrikanske land og møder nogle børn.

Serien kan allerede nu ses på hjemmesiden ulandskalender.dk og vil også blive vist på DR Ramasjang og DR TV i november.

Der er også produceret en mini-serie for de lidt større børn, hvor AK og Jass fra ‘En for holdet’ på DR Ultra rejser til Sierra Leone for at dyste i gadefodbold.

Børnenes U-landskalender 2023 Sierra Leone
Foto: Simon Sticker, DR

Piger skal på banen i Sierra Leone

Det er de to organisationer Dreamtown og FANT, der vil bruge overskuddet fra ‘Børnenes U-landskalender 2023’ til at gøre en forskel i Sierra Leone – særligt for piger i byens slumområder.

I Sierra Leone er der stor forskel på at være en dreng og en pige. Piger har ikke de samme muligheder som drenge, men med pengene fra U-landskalenderen skal piger have bedre muligheder for at få en uddannelse og blive en del af fællesskabet i en idrætsforening.

Børnenes U-landskalender 2023 Det Magiske Tivoliteater og Jagten på Regnbuens Magi
Foto: DR

Udover de to julekalendere følger der en regnbue-vennebog med ‘Børnenes U-landskalender 2023’. Den koster 50 kroner og kan købes her:

– Arnold Busck
– Bilka
– Bog & idé
– BOGhandleren
– BR
– Brugsen
– Børnenes Boghandel
– 365discount
– Føtex
– Kontur
– Kvickly
– Legekæden
– Meny
– Min Købmand
– Museet Sønderskov
– Nemlig.com
– Politikens Boghal
– Salling
– Saxo.com
– Spar
– Statens Museum for Kunst
– SuperBrugsen
– Tranquebar Boghandel

Desuden på en række biblioteker.

Søg