Stemmerne i Disneys Juleshow er blevet ændret igen

Disneys Juleshow Lady og Vagabonden
Foto: Walt Disney Studios, DR

Mange fik sig en stor overraskelse, da de sidste år tændte for ‘Disneys Juleshow’ på DR 1. Lydsiden i klippet fra ‘Lady og Vagabonden’ var blevet ændret.

Siden 1997 har stemmerne bag de to hunde tilhørt skuespillerne Cecilia Zwick Nash og Peter Jorde, mens Dario Campeotto har sunget sangen ‘Bella Notte’.

Men pludselig var det stemmerne fra den første danske udgave af filmen i 1955, der var vendt tilbage i juleshowet. Her var det Ghita Nørby og Buster Larsen, der lagde stemmer til de to hunde.

Men i år er stemmerne igen, som vi har været vant til i de seneste 25 år. Det skriver programmets redaktør, Jakob Stegelmann, på Twitter.

Han kalder samtidig sidste års skift i lydsiden for en ‘utilsigtet fejl’:

– Disney-teknikernes hyggelige, men utilsigtede fejl sidste år, gav nogle et nostalgisk minde og rigtigt mange et chok – med de gamle stemmer fra 50’erne på Lady & Vagabondens besøg hos Tony. I år er det så de nyeste stemmer, som de fleste kender, der er tilbage. Glædelig Jul, skriver Jakob Stegelmann i opslaget.

Disneys Juleshow Pinocchio
Foto: Walt Disney Studios, DR

Nye stemmer på gamle tegnefilm

Mange af Disneys tegnefilm fik i løbet af 80’erne og 90’erne nye stemmer, da de skulle udgives på vhs og dvd. Disney-studierne mente nemlig ikke, at de originale danske lydspor fra 40’erne og 50’erne var tidssvarende og af ordentlig kvalitet.

Det er dog ikke alle klippene i ‘Disneys Juleshow’, der har fået ændret lydsiden. I klippene fra ‘Pinocchio’, ‘Peter Pan’ og ‘Aristocats’ er det ikke de nyeste stemmer, der bliver brugt, og derfor lyder det helt anderledes, hvis man efterfølgende ser de gamle film på Disney+.

Klippene fra ‘Snevide og de syv dværge’ og ‘Lady og Vagabonden’ blev dog ændret, da filmene fik nye danske stemmer i henholdsvis 1982 og 1997.

Søg