‘Disneys Juleshow’ vil traditionen tro blive vist på DR 1 juleaftensdag klokken 16. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Aftalen om visningen af ’Disney Juleshow’ er en del af en større aftale mellem DR og Disney, der ofte først bliver forhandlet sidst på året – og nu er aftalen i hus.
– For rigtig mange danskere er det en elsket juletradition at se showet. Derfor er vi utrolig glade for, at aftalen med Disney nu er faldet endeligt på plads, så alle danskerne kan være helt sikre på én af julens faste traditioner, siger Peter Rosberg, der er chef for publicering i DR.
‘Disneys Juleshow’ er specielt tv-program, da det hverken kan streames på DR TV eller Disney+. Der er kun én chance for at se det hvert år, nemlig når det bliver vist på flow-tv juleaftensdag.
Endnu et juleshow med nordisk animation
Sidste år valgte DR at stoppe det næsten 30 år lange samarbejde med Disney omkring det ugentlige program ‘Disney Sjov’ for i stedet at lave et nyt program med fokus på nordisk animation.
Samtidig gik DR og flere andre nordiske tv-stationer sammen om at lave et nyt nordisk juleshow med tegnefilm fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.
‘Snebørnenes Juletime’, som det nordiske juleshow hedder, vil i år blive vist juleaftensdag kl. 17.25 på DR 1 – lige efter ‘Disneys Juleshow’ og det sidste afsnit af julekalenderen ‘Det Magiske Tivoliteater’.
Peter Rosberg håber, at det nye juleshow også kan blive en tilbagevendende tradition ligesom ‘Disneys Juleshow’.
– Animation er en vigtig genre for os i DR, og vi er glade for, at vi kan forsøde den lange juleventetid både med ’Disney Juleshow’ og nu også ’Snebørnenes Juletime’. Showet leverer et stærkt alternativ af indhold og historier, der har afsæt i dansk og nordisk liv, sprog og kultur, siger han.
‘Snebørnenes Juletime’ indeholder blandt andet fortællinger om Mumitroldene fra Finland, Bjergkøbing Grand Prix fra Norge og historier skrevet af H. C. Andersen fra Danmark og Astrid Lindgren fra Sverige.
Disse film er med i Snebørnenes Juletime
– ‘Da julen kom til Mumidalen’ fra Finland
– ‘Rekorden’ (Bjergkøbing Grand Prix) fra Norge
– ‘Juleskoen’ fra Island
– ‘Lille frø’ fra Danmark
– ‘Den bedste gave’ fra Finland
– ‘Svinedrengen’ (H. C. Andersen) fra Danmark
– ‘Ræven og nissen’ (Astrid Lindgren) fra Sverige
Juleaftensdag på DR 1
Kl. 13.20 – Far til fire i byen
Kl. 15.00 – Julegudstjeneste
Kl. 16.00 – Disneys Juleshow
Kl. 16.55 – Det Magiske Tivoliteater – afsnit 24
Kl. 17.25 – Snebørnenes Juletime
100 år med Disney-musik lillejuleaften
I år er det 100 år siden, at Disney-studierne blev grundlagt, og det bliver markeret lillejuleaften på DR 2 med en Disney-koncert fra DR’s koncerthus.
Her spiller og synger DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret sammen med solisterne Andrea Lykke, Diluckshan Jeyaratnam og Pelle Emil Hebsgaard sange fra blandt andet ‘Løvernes Konge’, ‘Skønheden og Udyret’, ‘Frost’, ‘Aladdin’, ‘Den Lille Havfrue’ og ‘Snevide og de syv dværge’.
Koncerten er en optagelse fra begyndelsen af december. Værten på showet er – selvfølgelig – Jakob Stegelmann.