1,3 millioner danskere så med, da ‘Disneys Juleshow’ traditionen tro blev vist på DR 1 juleaftensdag klokken 16.
Det er det højeste antal seere, der har været til programmet i Danmark, siden man begyndte at måle seertal i 1992.
Den hidtidige rekord var fra 2016, hvor 1,1 millioner danskere så programmet juleaftensdag.
Rekord i Sverige
Også i Sverige satte det gamle juleshow rekord.
4,5 millioner svenskere så med, da ‘Kalle Anka och hans vänner önskar god jul’ (Anders And og hans venner ønsker god jul), som programmet hedder i Sverige, blev vist på kanalen SVT 1 juleaftensdag klokken 15.
Den hidtidige rekord blev sat i 1997, hvor 4,32 millioner svenskere så programmet.
Sendt første gang i 1958
‘Disneys Juleshow’ stammer fra 1958. Programmet var en juleudgave af et populært ugentligt tv-program, som Walt Disney lavede til den amerikanske tv-station ABC.
Første gang ‘Disneys Juleshow’ blev vist på dansk tv var den 23. december 1966. Programmet fik danske stemmer i 1977.
Det var først i 1991, at det blev en fast tradition, at ‘Disneys Juleshow’ hvert år skulle sendes juleaftensdag klokken 16.