Netflix laver dansk juleserie om onde blodtørstige nisser

Foto: Netflix

Netflix er gået i gang med at optage en ny dansk juleserie, der handler om onde blodtørstige nisser.

Forfatteren bag serien er Stefan Jaworski, der tidligere har været med til at skrive ‘Tinka og Kongespillet’, ‘Jul i Valhal’ og ‘Den som dræber’. Serien bliver lavet af Miso Film, der også stod bag ‘The Rain’.

En ø fuld af blodtørstige nisser

‘Nisser’, som serien hedder, handler om en storbyfamilie, der tager til en afsidesliggende ø for at holde jul. De finder dog hurtigt ud af at øen er fuld af nisser, som de lokale frygter. Det er nemlig ikke hyggelige julenisser, men onde blodtørstige nisser.

Da familiens lillesøster finder en såret nisse og tager den med hjem for at hjælpe den, kaster hun alle på øen ud i en livsfarlig kamp om tro, håb og overlevelse.

– ‘Nisser’ er en julet gyser-serie, der udforsker forudsætningen: Tænk, hvis nisser findes i virkeligheden og er farlige? Endnu engang viser Netflix, at de tør, når andre ikke gør. Vi vil gerne rose Netflix for at åbne dørene for nye genrer, som vi ikke tidligere har haft råd til at udvikle og producere i vores lokale marked, siger Peter Bose, der er direktør i Miso Film.

Kendte skuespillere

Skuespillerne i ‘Nisser’ er blandt andre Ann Eleonora Jørgensen, Rasmus Hammerich og Peder Thomas Pedersen. Serien bliver instrueret af Roni Ezra.

‘Nisser’ kommer til at bestå af seks afsnit. Netflix kan endnu ikke sige, hvornår den får premiere.

Søg