Arbejdet med at lave ‘Julehjertets Hemmelighed’ har været i gang i flere år.
Det var filmproduceren Mia Marie Borup og manuskriptforfatteren Thomas Glud, der oprindeligt fik ideen til at lave en julekalender om livet i Danmark i 1800-tallet.
– Vi havde et ønske om at lave en julekalender, der havde det hele – altså et virkeligt eventyr – og så fik vi med det samme den der ide til, at det skulle handle om forskellen mellem rig og fattig, og at vi ville bruge en herregård som hovedarene, fortæller Mia Marie Borup til Juleweb.dk:
– Så vidste vi, at der skulle være en nisse med, for vi havde set så mange julekalendere, hvor der ikke var nisser, og så ville vi gerne fortælle en umulig kærlighedshistorie. Der var vi nødt til at gå tilbage i tiden og finde ud af: Hvornår var det egentlig, at det var rigtig svært at få hinanden? Og der skulle vi så tilbage til anden halvdel af 1800-tallet.
– I den tid af Danmarkshistorien skete der bare de mest utrolige ting, som vi nyder rigtig meget godt af i dag – med rettigheder og traditioner. Så der var bare et væld af gode tematikker, vi kunne dykke ind i ved at vælge den tidsperiode. Så kastede det bare historier af sig.
Ønsket om at bestemme sin egen skæbne
Mia Marie Borup spurgte forfatteren Poul Berg, om han ville skrive manuskriptet til julekalenderen. Poul Berg havde allerede stor erfaring med genren, da han også skrev manuskriptet til ‘Tidsrejsen’ i 2014.
– Jeg synes, at julekalenderen er et fantastisk format. Det er jo et format, hvor man kan tillade sig at lave alle mulige ting, som man ikke nødvendigvis kan gøre i så mange andre tv-serier. Man kan blande magi med mere naturalistiske universer. Der er en meget stor grad af fantasi og frihed, fortæller Poul Berg til Juleweb.dk
Hans første opgave blev at finde noget ved livet i 1800-tallet, som også kunne været relevant for folk i dag at se en julekalender om.
– Man søger jo altid efter noget, som er mere end bare fortællingen. Noget, som giver mening for os som mennesker. Det er vigtigt at finde frem til det. Det er dét, der ligesom er kittet i hele fortællingen, siger Poul Berg.
Valget faldt på emnet: ‘Ønsket om at bestemme sin egen skæbne og ikke stille sig tilfreds med noget, man ikke vil have’.
– I 1800-tallet var tilværelsen, forestiller man sig lige umiddelbart, ofte på forhånd bestemt for de unge mennesker. Det tror jeg så til gengæld også, at man kan spejle sig i i dag, bare på en anden måde. Der er masser af forventningspres. Alle muligheder og ingen muligheder. Det tema har gennemslagskraft uanset om du er i 1800-tallet eller i 2024, siger Poul Berg.
Hvordan skulle nissen se ud?
Oplægget til Poul Berg var, at der SKULLE være en nisse med i julekalenderen. Spørgsmålet var bare, hvordan nissen skulle se ud.
– Vi var i en lang proces med alle mulige forskellige muligheder. Skulle vi have en Rumle, der var animeret, eller skulle vi have en Rumle, der blev spillet af en voksen, og som så blev gjort mindre i et computersystem? Vi var meget omkring det på alle mulige måder, fortæller Poul Berg:
– Jeg havde det dog hele tiden sådan, at jeg synes det ville være skønt, hvis Rumle blev spillet af et ægte menneske, fordi du får så meget mere liv og så meget mere tilstedeværelse. Så var vi så sindssygt heldige, at vi fandt Thea Sofie Lundbak. Vi tog hende ind til en prøvefilmning, og så var det egentlig meget enkelt for os. Der var hun!
Der var dog et enkelt problem. Rumle er en han-nisse, men skuespilleren, der skulle spille Rumle, var en pige.
– Så skulle hun selvfølgelig have makeup på og gøres til en mand. Rumle er en han, men bliver spillet af en hun, og det giver jo bare en anden sjov, spændende dynamik. Vi vidste fra starten, at Rumle skulle være bedste venner med Karen, som jo er en 13-årig pige, så det gav også rigtig god mening for os, hvis Rumle blev spillet af en pige, der næsten er jævnaldrende med Karen, fortæller Poul Berg:
– Jeg var helt overbevist om, at de to piger nok skulle finde ud af noget sammen. Så det venskab, vi ser i julekalenderen, er også funderet i den relation som skuespillerne Thea og Karla har til hinanden, og på den måde kan man jo være så udspekuleret og have det som en overvejelse, at det kan give noget godt til fortællingen.
Ikke en dokumentar
‘Julehjertets Hemmelighed’ foregår i anden halvdel af 1800-tallet. Poul Berg og Mia Marie Borup fik hjælp af en museumsinspektør fra herregårdsmuseet ‘Gammel Estrup’ til at forsøge at gøre alting i julekalenderen så historisk korrekt som muligt.
– Det er jo ikke en historisk dokumentar, vi laver. Det er jo fiktion først og fremmest, men vi har prøvet at gøre sådan, at tingene ligner som det var. Vi har gjort os sindssygt umage med kostumer og rekvisitter, at have de rigtige dyr og alt det der, fortæller Mia Marie Borup:
– Selvfølgelig er der nogen, der kan sige, at sådan var lige præcis det der ikke, men der er meget, der var sådan, og tematikkerne er rigtige. Forskellen mellem rig og fattig, rettigheder og hvordan man levede.
Skaberne af julekalenderen besluttede også, at historien ikke skulle foregå i et bestemt årstal, men blot på et tidspunkt i anden halvdel af 1800-tallet.
– Til at starte med var vi sådan meget, at det skulle være i år 1850 – lige efter Grundloven blev skrevet. Men det kom simpelthen til at give for mange begrænsninger for os, så derfor valgte vi at sige, at det bare skulle være anden halvdel af 1800-tallet, siger Mia Marie Borup.
Julekalenderen blev optaget i Den Fynske Landsby i Odense, på Frilandsmuseet i Lyngby og på Erholm Gods ved Aarup på Vestfyn. Alting er optaget ‘on location’. Der er ikke optaget noget i et studie.
Rigtig sne i afsnit 24
Det sneer utrolig meget i ‘Julehjertets Hemmelighed’, hvilket ikke altid er tilfældet i en julekalender.
Det meste af sneen er lavet på computer, men ikke i det afsnit, der bliver sendt juleaften.
– Da vi skulle optage den eneste udendørsscene i Den Fynske Landsby, som er med i afsnit 24, der væltede det ned med sne. Så i afsnit 24, hvor der er sådan helt overdrevent meget sne, det er ægte sne. Så forsvandt det, da vi skulle videre til næste scene, så det var et lille julemirakel, fortæller Mia Marie Borup.
Hun er glad for julekalenderen, og glæder sig til at vise den for danskerne.
– Jeg er simpelthen så glad og stolt over det. Det er blevet meget vildere, end jeg kunne have drømt om. Det skyldes jo selvfølgelig iscenesættelsen, men også de børn, vi har fået castet. De spiller virkelig, virkelig godt, siger hun.