Historien bag Kometernes Jul: Sådan gør man naturvidenskab julet

Kometernes Jul Jenny Lund Madsen og Ask Hasselbalch
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Kan du lave en julekalender, der gør folk klogere på naturvidenskab, men som samtidig er spændende og julet?

Nogenlunde sådan lød den opgave, som manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen sagde ja til, da hun blev spurgt om hun ville skrive TV 2’s julekalender 2021.

Næste år er det 100 år siden, at Niels Bohr vandt nobelprisen i fysik, og derfor vil Niels Bohr Instituttet forsøge at gøre 2022 til et nationalt videnskabsår, hvor flere danskere skal få øjnene op for naturvidenskab.

Jenny Lund Madsens opgave blev at lave en julekalender, der kunne kickstarte hele projektet i december 2021.

– Det var en sjov opgave, men selvfølgelig var det også en udfordring at lave noget, der er julet, samler familien og har alle de ting, som en julekalender skal have, og så drysse noget videnskab ned i det, uden at det kom til at føles som noget helt andet end en julekalender, fortæller Jenny Lund Madsen til Juleweb.dk

Hun fik frie hænder til at vælge et område indenfor naturvidenskaben, som handlingen i julekalenderen skulle bygges op omkring, og hun valgte astrofysikken.

– Det, at se ud på stjernerne, stille spørgsmål om hvem vi er, arbejde sammen på kryds og tværs, er også meget en del af julens ånd. Julen jo er dér, hvor vi finder sammen i fællesskaber, og stjernehimlen har jo også noget med Jesus at gøre, siger hun.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

To forskellige universer

Jenny Lund Madsen besluttede, at der ikke kun skulle være én hovedperson i julekalenderen, men at hun ville bygge handlingen op omkring en gruppe af fire meget forskellige børn.

Derefter skabte hun to forskellige universer til sin fortælling. AstroCampen, hvor hun kunne formidle naturvidenskab og Planet 9, hvor magien og fantasien kunne komme lidt mere i spil.

– Vi vidste, at der skulle være én eller anden form for naturvidenskab indlejret i handlingen, så derfor var det naturligt, at noget af julekalenderen foregik i en form for undervisningssituation. Derfor skabte vi AstroCamp, der er en naturvidenskabelige lejrskole for børn, fortæller hun:

– Det er dog nærmest blevet en julekalenderkonvention i de senere år, at man har to universer, så man kan fortælle noget på Jorden og noget i et andet univers. Det giver noget dynamik og noget fremdrift, så man ikke sidder og keder sig for meget i løbet af historien. Derfor skabte vi Planet 9, der var mere magisk og hvor fantasien kunne komme lidt mere i spil.

– Videnskaben ved jo meget, men den ved jo ikke alt. For eksempel ved man jo ikke med sikkerhed, om der er liv på andre planeter og sådan noget. Så Planet 9 har været et fantastisk fantasifuldt rum at gå ind i, hvor vi kunne slippe videnskaben og bare fantasere frit.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Mange telefonsamtaler med astrofysiker

Mens Jenny Lund Madsen skrev manuskriptet til julekalenderen, havde hun ofte kontakt med astrofysikeren Anja C. Andersen, der arbejder på Niels Bohr Instituttet. Alt det videnskabelige indhold i julekalenderen skulle nemlig være 100 % korrekt.

– For eksempel når Panda-Søren underviser i noget, eller når Anna forklarer en eller anden teori, så er det vigtigt, at det er rigtigt, og der har jeg brugt Anja rigtig meget til at læse manuskripterne igennem og tjekke replikker, fortæller Jenny Lund Madsen.

Det var også Anja C. Andersen, der gav Jenny Lund Madsen ideen til at lade en del af handlingen foregå på Planet 9.

– Jeg havde fået dén ide, at børnene skulle komme til en anden planet, men i starten hed den faktisk noget helt andet. Så var det Anja, der sagde: ‘Har du hørt om Planet 9?’. ‘Nej, det har jeg aldrig’, svarede jeg. Så forklarede hun, hvad Planet 9 er, og hvad teorien omkring den er, og så tænkte jeg, at det da skulle være dér, børnene kommer til.

Der har i flere år været en teori blandt nogle astronomer om, at der eksisterer en niende planet i vores solsystem, som vi endnu ikke har opdaget. En planet, man kalder ‘Planet 9’.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Viden formidles bedst som underholdning

Ask Hasselbalch blev hyret som instruktør på julekalenderen. Han har tidligere instrueret de tre Antboy-film og ‘Skammerens Datter II: Slangens Gave’.

Hans første udfordring blev at gøre de videnskabelige undervisningsscener i julekalenderen underholdende.

– Der er jo de her undervisningsscener med Panda-Søren, hvor han faktisk formidler rigtige, videnskabelige facts, og på papiret var jeg lidt bekymret for, at de scener skulle blive kedelige. Så jeg var nødt til at finde et filmisk sprog og en måde at instruere de her scener på, der gjorde, at det faktisk var underholdende, fortæller Ask Hasselbalch til Juleweb.dk:

– Den bedste måde at formidle lærdom eller viden på, det er jo at underholde imens. Så føler man ikke, at der er nogen der står og siger: ‘Du skal lære det her!’ Så er man ligesom med på legen. På den måde tager man folk i hånden og fører dem ind i videnskaben gennem en meget underholdende og kulørt julekalender.

Kometernes Jul
Foto: Henrik Petit, TV 2

Planet 9 blev skabt af julede farver

Derefter skulle Ask Hasselbalch finde ud af, hvordan Planet 9 skulle se ud.

– Min tanke var først, at der jo ikke er nogen ide i at bygge en planet, som vi i teorien kunne tage til udlandet og filme, hvis det bare var nogle mørke grotter og sådan noget, fortæller Ask Hasselbalch:

– Jeg lod mig inspirere af julede farver. Nogle meget voldsomme grønne og neon-agtige farver. Jeg lavede nogle julepyntsreferencer til, hvordan planeten blev designet, men jeg kiggede også meget på 70’er-film og tegneserier, hvor jeg tænkte: Skal vi ikke lave den sådan lidt psykedelisk og funky?

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Julen måtte ikke blive glemt

Selvom julekalenderen handler om naturvidenskab, så var det vigtigt for både Jenny Lund Madsen og Ask Hasselbalch, at julen ikke skulle blive glemt. Man måtte ikke være i tvivl om, at det var en julekalender, man så.

– Både for mig og for Ask har det været meget vigtigt, at julen optræder som en del af hverdagen for vores børn. De starter jo på AstroCamp den 1. december, og dermed har vi også en masse juletraditioner indlejret i den normale hverdag, de har på campen, fortæller Jenny Lund Madsen:

– Vi har givet Molly Egelins karakter, Anna, som er den her forsker, en passion for jul. Så hun har sådan en helt Gertrud Sand-agtig måde at indrette sit forskerkontor på.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Både manuskriptforfatteren og instruktøren er glade for resultatet og er spændt på at se, hvordan danskerne tager imod den.

– Det er jo altid sjovt som instruktør at kunne folde en historie ud over så mange timer, men samtidig også lave noget, der bliver set af så mange mennesker – og så mange kommer til at have en mening om, siger Ask Hasselbalch.

Søg