13-årige Bertil Karlshøj Smith spiller Elias i TV 2’s julekalender ‘Kometernes Jul’, der sammen med kammeraten Noor skal forsøge at redde lillesøsteren Mie og Johannes hjem fra Planet 9.
I modsætning til Noor er Elias en smule doven, og dén rolle passer ifølge Bertil perfekt til ham. Det fortæller han her i et interview med Juleweb.dk
Hvordan har det været at spille Elias?
– Han er ret doven og prøver altid at finde den nemmeste løsning. Det har været sjovt at spille ham, fordi jeg kan relatere mig lidt til ham. Han er jo trods alt min alder, og jeg er også lidt doven engang imellem. Så det har været mega sjovt at prøve.
Du har tidligere spillet med i flere forskellige tv-serier og film. Hvordan har det været at spille med i en julekalender?
– Det har været mega fedt. En mega fed oplevelse. Jeg har mødt en hel masse nye mennesker, som jeg er blevet rigtig gode venner med. Det har bare været fantastisk.
Hvordan fik du rollen?
– Jeg blev kontaktet om jeg ville komme til en casting – først som Johannes faktisk. Men så midt i castingen gik instruktøren Ask ud og gav mig en scene, hvor det var Elias jeg skulle spille i stedet. Så efter det blev jeg kaldt til to castings tror jeg som Elias, og så fik jeg så rollen som Elias.
Julekalenderen handler jo om naturvidenskab og fysik. Hvordan har du det selv med fysik?
– Jeg ved ikke så meget om fysik, men jeg synes, det er mega sejt, dem der er kloge i det. Jeg synes faktisk, at det er ret fedt, at julekalenderen er lidt anderledes og handler også om videnskab og sådan noget. Men på punktet ved jeg ikke så meget selv.
Hvad synes du om jul?
– Jeg elsker jul. Jeg synes, det er mega hyggeligt. Man får god mad, mødes med sin familie, der er gave og en rigtig god julekalender. Så jeg elsker jul.
Hvordan skal du fejre jul i år?
– Jeg skal fejre jul hos min farmor i år, og så kommer den del af min familie, som er på min fars side, de kommer så.
Hvad er din favorit-julekalender?
– Det må nok være ‘Pagten’. Det er lidt sjovt, for Jan Pallesen, der har været vores fotograf, han lavede også ‘Pagten’. Jeg synes bare, at den var god, og den var også ret uhyggelig. Især hende der Iselin. Den var spændende.
Bertil Karlshøj Smith har tidligere spillet med i filmene ‘Julemandens Datter 2’, ‘Skammerens Datter II’, ‘Buster’ og ‘Jastsæson’ samt tv-serierne ‘Håbet’, ‘Mercur’ og ‘Friheden’.
VIDEO: Se hele interviewet med Bertil Karlshøj Smith