Alice fra Kometernes Jul: Jeg skal aldrig have lilla hår igen

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Alice Finn Caspersen spiller rollen som den 19-årige udgave af Mie i TV 2’s julekalender ‘Kometernes Jul’, der sammen med Johannes er strandet på Planet 9.

Mie er kendetegnet ved at have en meget lilla hårfarve, og den måtte Alice Finn Caspersen gå rundt med i alle de måneder, hvor optagelserne til julekalenderen blev lavet, selvom det vakte en del opsigt.

– Det er mit eget hår. Det blev helt afbleget, og så blev det farvet knald-lilla. Det blev genfarvet hver 14. dag, for det skulle jo være den samme intense farve i alle afsnit, fortæller hun til Juleweb.dk

Hvad sagde folk omkring dig til det?

– Min familie, venner og lærer syntes, at det var lidt crazy, tror jeg. De tænkte nok: ‘Hvorfor har du den der hårfarve? Det forstår vi ikke helt’. Men så vænnede de sig jo til det, som man gør, og så er jeg også meget glad for at have min gamle hårfarve tilbage nu.

Kunne du finde på at farve håret lilla igen?

Jeg tror ALDRIG, at jeg kunne finde på at farve det i den der farve. Måske noget lidt mere diskret, kunne jeg godt, men jeg har aldrig sådan rigtig farvet det før, så det er også meget fedt at prøve noget andet.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Hvordan har det været at spille Mie?

– Det har været virkelig sjovt, fordi hun er sådan en ‘happy go lucky’-type. Der er ikke noget, der kan gå galt. Vi kaster os bare ud i det! Det synes jeg er en fed attitude.

Hvordan er hun i forhold til dig selv?

– Jeg tror helt klart, at jeg selv godt kunne være lidt mere en ‘happy go lucky’-type, som Mie er, eller ikke tænke så meget over alting. Men vi har også nogle fællestræk. Jeg synes også, at jeg er sådan rimelig eventyrlysten. Den der nysgerrighed, hun har. Så er hun for det meste også i godt humør. Det vil jeg også sige, at jeg er.

Kometernes Jul
Foto: Christian Geisnæs, TV 2

Hvad er din favorit-julekalender?

– Jeg har flere, men jeg tror at min favorit er ‘Absalons Hemmelighed’. Den synes jeg er helt speciel. ‘Pagten’ er også virkelig en favorit, og ‘Jul i Valhal’ er en klassiker.

– De har bare sådan en helt speciel barndomsnostalgi for mig, og så er der også virkelig gode numre med i dem, god musik. Der er mange klassikere i ‘Jul i Valhal’ for eksempel, som jeg bare stadigvæk hører den dag i dag. Det er så hyggeligt.

Hvad synes du om jul?

– Jeg synes, det er en hyggelig tid, og det er en tid, hvor man har mulighed for at vise de personer, man elsker, at man sætter pris på dem. Det synes jeg egentlig er det vigtigste. Så får man også set sin familie lidt mere, end man måske plejer, og laver nogle hyggelige ting. Jeg ved i hvert fald, at jeg har nogle sjove arrangementer at se frem til. Vi skal lidt i zoo, vi skal lave juledekorationer og sådan lidt forskelligt.

Kometernes Jul
Illustration: Sofie Lind Mesterton, TV 2

Pynter du meget op til jul?

– Jeg er faktisk ikke den helt store juleoppynter, men nu er jeg flyttet hjemmefra og så tænker jeg, at for at der skal være den rigtige stemning i lejligheden, så skal vi give den lidt gas i år. Vi har også allerede hængt vores lågekalendere op fra ‘Kometernes Jul’ på køleskabet.

Hvordan er det egentlig at se sig selv tegnet på en lågekalender?

– Jeg synes, det er mega fedt. Sofie, som har tegnet julekalenderen, hun er mega dygtig. Det er virkelig sjovt at se sig selv som sådan en tegneserie-figur. Det er jo bare så cool.

VIDEO: Se hele interviewet med Alice Finn Caspersen

Søg