J. K. Rowling udgiver juleroman

Julegrisen - J. K. Rowling

Forfatteren bag de populære bøger om troldmanden Harry Potter har skrevet en juleroman for børn.

‘Julegrisen’ er den danske titel på bogen. Den handler om en dreng, som pludselig mister sit yndlingslegetøj juleaften og derfor må ud på en magiske rejse for at få det tilbage.

Bogen udkommer den 12. oktober i 20 forskellige oversættelser over hele verden. Det er den første børnebog fra J. K. Rowling siden Harry Potter-bøgerne.

Julegrisen - J. K. Rowling

Jack mister sit yndlingslegetøj

‘Julegrisen’ handler om drengen Jack og hans yndlingslegetøj – en tøjgris. Grisen altid har været der for ham i tykt og tyndt, men juleaften sker noget frygteligt. Tøjgrisen forsvinder sporløst.

Heldigvis er juleaften som bekendt en aften, hvor mirakler kan ske. Det er en aften, hvor alt kan komme til live – selv legetøj – og Jacks nyeste tøjgris, den små-irriterende Julegrisen, har en vild plan. Sammen begiver de to sig ud på en magisk rejse for at søge efter det tabte og redde den allerbedste ven, Jack nogensinde har haft.

– ‘Julegrisen’ er en helt vidunderlig historie i sin egen ret og samtidig lige så fantasifuld og original i sin sammenkobling af fantasi og virkelighed som Harry Potter-serien. Det er en historie, der vil gå rent ind hos alle børn og barnlige sjæle – og få dem til at kramme deres yndlingstøjdyr ekstra tæt efter endt læsning, siger Lotte Hjortshøj, der er forlagschef hos Gyldendal Børn & Unge.

J. K. Rowling
Foto: Debra Hurford Brown

Populær forfatter

J. K. Rowling er forfatteren bag de syv bøger om Harry Potter, der udkom mellem 1997 og 2007. Hun har også skrevet tre afledte værker af troldmandsuniverset til støtte for velgørendehed: ‘Quidditch gennem tiderne’, ‘Fantastiske Skabninger og hvor de findes’ og ‘Barden Beedles eventyr’.

Siden har J. K. Rowling skrevet romaner for voksne og har under pseudonymet Robert Galbraith udgivet krimiserien om Cormoran Strike.

I 2020 vendte hun tilbage til at skrive for børn med eventyret ‘The Ickabog’, der udkom til gratis download for børn under corona-nedlukningen.

‘Julegrisen’ er illustreret af Jim Field.

Søg