Selvom det kun er 14 dage siden, at ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’ havde premiere i biograferne, så er endnu en film med Lars Hjortshøj som julemanden Nicolas allerede på tegnebrættet.
Faktisk går produktionsselskabet Deluca Film i gang med casting til den næste film allerede i næste weekend. På fredag den 4. december kan alle børn i alderen 10-13 år prøve lykken i Aarhus, og lørdag den 5. december er der casting på Viborg Teater. Begge dage mellem klokken 10 og 17.
Stor succes
‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’ tegner allerede nu til at blive en stor succes. I løbet af de første to uger har over 54.000 danskere været inde og se filmen i biograferne, og det endda selvom julemåneden endnu ikke er gået i gang.
Hvor den næste film kommer til foregå er endnu ikke besluttet. Det bliver med sikkerhed et sted i Jylland, og Deluca Film forhandler i øjeblikket med Viborg Kommune om at lade den danne ramme om endnu en julefilm.
Filmoptagelserne vil finde sted i vinteren 2016/2017, og hvis alt går vel kommer filmen i biograferne i slutningen af 2017.