I sidste øjeblik: Biskopper anbefaler aflysning af julegudstjenester

Foto: P. Qvist, Colourbox.com

Biskopper, præster og provster er på et møde lillejuleaften blevet enige om at fraråde alle indendørs gudstjenester i juledagene.

På grund af den seneste tids udvikling i corona-krisen, hvor en ny, meget smitsom mutation af virusset er begyndt at sprede sig i England, valgte Sundhedsstyrelsen sidst på eftermiddagen at lave nye retningslinjer for afvikling af julegudstjenesterne.

I de nye retningslinjer hedder det blandt andet, at en indendørs gudstjeneste nu højst bør vare 30 minutter, hvor den tidligere anbefaling var 50 minutter.

Vanskeligt at gennemføre gudstjenesterne

Efter at have drøftet de nye retningslinjer er alle landets biskopper, Præsteforeningen, Provsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og Kulturministeren dog blevet enige om at fraråde alle indendørs gudstjenester til og med den 3. januar.

– Da vi først få timer før juleaften har modtaget retningslinjerne, vurderer vi, at det vil være vanskeligt at gennemføre julegudstjenesterne, skriver aktørerne i en fælles pressemeddelelse.

Det vil dog stadig være muligt at holde udendørs gudstjenester, drive-in samt virtuelle gudstjenester, og i pressemeddelelsen anbefaler aktørerne også, at man holder kirkerummene åbne for personlig andagt.

Kulturminister Joy Mogensen skriver i en pressemeddelelse:

– Biskopper, repræsentanter fra provster, præster og menighedsrådsforeningen opfordrer nu i fællesskab til, at julegudstjenesterne aflyses til og med 3. januar. Det bakker jeg op om. Det er stadigvæk muligt at gennemføre gudstjenester efter de nu igen skærpede retningslinjer, der fraråder al sang og anbefaler max varighed på 30 min. Jeg vil gerne takke alle de ansvarlige repræsentanter for folkekirken, som fandt sammen om fælles forståelse i en svær tid.

Søg