Nye restriktioner: Julegudstjenester må højst vare 50 minutter

Foto: Colourbox.com

Selvom de fleste kulturinstitutioner, som for eksempel teatre, spillesteder og biografer, i øjeblikket er tvunget til at holde lukket, så må kirkerne fortsat gerne holde gudstjenester i juledagene.

Gudstjenesterne bliver dog ikke helt, som de plejer at være. Kulturministeriet har nemlig lavet en række nye restriktioner, der skal forsøge at mindske risikoen for, at COVID-19 spreder sig yderligere i løbet af juledagene.

En gudstjeneste, der foregår indendørs, må højest vare 45-50 minutter, og hvis der afholdes flere i streg, skal der være effektiv rengøring og udluftning mellem hver gudstjeneste.

Kulturministeriet opfordrer kirkerne til at lave alternativer til den klassiske salmesang. For eksempel kan man begrænse antallet af vers, eller kun lade et kor synge sangene, mens menigheden lytter eller nynner med lukket mund.

Kulturminister: Julegudstjenester er forsvarlige

Selvom juleaften er den dag i løbet af året, hvor suverænt flest danskere går i kirke, så mener kulturminister Joy Mogensen, at det med de nye retningslinjer er fuldt forsvarligt at holde kirkerne åbne i julen.

– Jeg kan godt forstå den bekymring, som der er givet udtryk for fra flere sider. Derfor er det godt, at sundhedsmyndighederne nu har dobbelttjekket og strammet op på retningslinjerne. Nu gælder det om, at præster, menighedsråd, biskopper og de ansatte finder løsninger lokalt, som alle kan være trygge ved. Det kan fx være ved at undgå sang, have færre gudstjenester og færre deltagere i kirken, siger hun – og fortsætter:

– Mange danskere vil helt sikkert vælge at følge gudstjenesterne på tv, radio eller live-streamet fra den lokale kirke. Og for kirkegængerne gælder det om at følge anvisningerne nøje, for intet bliver som det plejer i år.

Præsteforeningen, Provsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og biskopperne siger i en fælles udtalelse:

– Så længe det er muligt og forsvarligt at holde gudstjeneste, tager kirkerne naturligvis ansvaret på sig, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at leve op til den tillid, man viser os. Det er nu vigtigt, at man lokalt genovervejer de hidtidige beslutninger i forhold til de skærpede retningslinjer, fx om varigheden og antallet af gudstjenester, og hvorvidt der skal synges eller ej til julegudstjenesten.

Søg