Silas og Maria fra Julefeber: Sådan lærte vi at danse

Foto: Nicolai Lok, DFF, DR

Der bliver danset meget i årets julekalender på DR 1, ‘Julefeber’, der foregår på Det Kongelige Teater i København.

Bjørn har svært ved at styre sine bevægelser, når han hører musik, og Frede er elev på Det Kongelige Teaters eftertragtede balletskole.

Maria Szigethy, der spiller Frede, havde dog aldrig prøvet at danse ballet før hun fik rollen i julekalenderen, så det skulle hun først lære, inden optagelserne gik i gang.

– Jeg har altid danset, men det har mest været sådan noget moderne dans, altså jazzballet. Jeg har aldrig danset rigtig ballet, så det var noget, jeg skulle lære gennem julekalenderen. Det har virkelig været en udfordring, men nu danser jeg det også bare nogle gange for mig selv, fordi jeg synes, det er så sjovt, fortæller hun til Juleweb.dk

Foto: Snorre F. Ruhe, DR

Maria Szigithy fik enetimer af to balletdansere fra Det Kongelige Teater.

– Det var svært, fordi det er noget helt andet dans, end jeg er vant til. Ballet er sådan meget fokuseret på linjer, og hovedet og fingrene skal være perfekte. Det var lidt underligt for mig. Men det var så sjovt. Jeg kan godt lide udfordringer. Jeg synes, det var fedt at lære, siger hun.

Silas fandt selv på sin dans

Også Silas Conelius Van, der spiller Bjørn, måtte have undervisning i dans. Når Bjørn hører musik i julekalenderen, kan han nemlig ikke styre sig selv og begynder at danse ukontrolleret.

– Jeg gik til noget dans, fordi de ikke syntes, at jeg havde nogen rytme i min krop, fortæller han til Juleweb.dk

Foto: Snorre F. Ruhe, DR

Her bryder Natasha Arthy, der er instruktør på julekalenderen, dog ind i interviewet:

– Det var ikke fordi, du ikke havde rytme. Det var bare fordi, du skulle bruge kroppen på en mærkelig måde. Han er skide god til at bruge sin krop, siger hun.

Faktisk endte Silas Conelius Van selv med at finde på meget af det dans, han laver i julekalenderen.

– Så begyndte vi egentlig bare at lave det, og så kom det hen af vejen, siger han.

Søg