Overblik: Mange julekalenderudstillinger

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

De mange julekalenderfans i Danmark får travlt i december. På hele tre forskellige museer er der lavet nye udstillinger om julekalenderens historie med mange af de originale rekvisitter, kostumer og kulisser. Juleweb.dk giver dig her et overblik.

DR’s julekalenderudstilling på Post og Tele Museum

Da DR’s julekalendere i 2012 havde 50 års jubilæum, blev der lavet en enestående udstilling med originale dukker, kostumer og kulisser fra de mange julekalendere, der er blevet sendt i årenes løb.

Det er planen, at udstillingen hvert år skal vises et nye sted i Danmark. Tidligere har Observatoriet i Brorfelde, Koldinghus og ‘Den Gamle By’ i Aarhus lagt lokaler til udstillingen. I år bliver det på ‘Post og Tele Museum’ i København, at man kan se den.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Udstillingen ændrer sig fra år til år. Som noget nyt kan man i år se Nissebandens Humør-o-meter, kisten med kongedatterens skellet fra Absalons Hemmelighed og fremtidens underverden Tempus fra Tidsrejsen. Udstillingen indeholder som altid en komplet samling af alle DR’s Ulandskalendere gennem tiden.

Udstillingen kan opleves fra den 13. november på Post og Tele Museum i København.

Foto: Steen Linde, TV 2

The Julekalender-udstilling – nu også med nissernes hule

Sidste år fik museet ‘Bundsbæk Mølle’ ved Skjern overdraget alle de originale rekvisitter fra The Julekalender, for at kunne genskabe Oluf og Gertruds hjem, som det så ud på de danske tv-skærme i 1991.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Udstillingen blev en kæmpe succes, og derfor kan man selvfølgelig også komme på besøg hos Oluf og Gertrud i år. Men som noget nyt er museet også i fuld gang med at bygge nissernes hule med den originale øltønde, snittebænk, propel og “Den store bog”.

Udstilling kan opleves fra den 5. december på Bundsbæk Mølle ved Skjern

Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca Film

Udstilling om ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’

Årets store juleoplevelse i biografen bliver spillefilmen ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’ med blandt andre Lars Hjortshøj, der er en fortsættelse til de to julekalendere på TV 2 ‘Ludvig og Julemanden’ samt ‘Tvillingerne og Julemanden’.

Filmen er optaget i domkirkebyen Viborg, og på byens museum kan man komme ind og se de originale rekvisitter fra filmen.

Man kan blandt andet se julemandens gavemaskine, julemandens stue, Erik Klippings grav, portalen til Elverriget, Emmas værelse og Nicolas berømte lut. De fleste af rekvisitterne er bygget af kunstneren og scenografen Erik Peitersen, der også lavede kulisserne til de to julekalendere.

Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca Film

Et andet sted i byen, i Viborg Musikhus, kan man træde ind i Elverdronningens tronsal, der er den største kulisse fra filmen. Man kan også flere gange i løbet af december komme på guidet locationtur rundt i byen, hvor man ser de steder, filmen er blevet optaget.

Se indslag fra TV MIDTVEST om udstillingen HER

Søg