Det handler blandt andet om mega-arenaer, kreativ bogføring og kommunale besparelser, når DR 2 den 1. december blænder op for satirejulekalenderen “Jul i Kommunen”.
Hovedrollerne bliver spillet af Lars Ranthe, Troels Malling, Brian Lykke, Mathilde Norholt og Petrine Agger.
Historien om Givsted Kommune
Per Tommy Larsen (Lars Ranthe) er borgmester i den lille Givsted Kommune. Det går ufatteligt godt for ham, selvom kommunen har sparet på både skolerne, de handicappede, plejehjemmene og integrationstilbuddene. For Per Tommy Larsen er en vaskeægte bykonge, der har næsten hele byrådet i sin hule hånd.
Oppositionspolitikeren Klara Kastrup (Mathilde Norholt) er den eneste mislyd og modstand i et ellers begejstret byråd. Og der er faktisk meget at være begejstret for i Givsted, for det er et gavmildt sted at være kommunalpolitiker.
Desværre er den berømte Givsted-model funderet i en lidt for kreativ økonomistyring. Og da borgmesteren begynder at kaste millioner efter sin drøm om at bygge en mega-arena – og på en og samme gang trække både 6-dagesløb, Champions League og store rockkoncerter til byen – påkalder han sig Statsforvaltningens opmærksomhed.
De er sat i verden til at holde kommunerne i ørerne og rykker ind på rådhuset for at se Givsted efter i sømmene. Det er bestemt ikke noget, der huer en bykonge, der normalt kan gøre hvad han vil.
Kommunalpolitik – Et drømmemiljø
Julekalenderen er skrevet og instrueret af Jesper Rofelt, Kalle Bjerkø og Hans Lucht, der tidligere også har lavet Drengene fra Angora og Yallahrup Færgeby. Den er produceret af ‘Made In Valby’.
– Kommunalpolitik er på mange måder et drømmemiljø til en comedyserie. Det, der umiddelbart lugter tungt, tørt og bureaukratisk, er jo i virkeligheden et satirisk tag-selv-bord. Fra Brixtoftes pensionistrejser og rødvinsfester over Anders Møller, der blev taget for at lure ind til pigerne i Køge svømmehal, fortæller Jesper Rofelt.
– DR 2 fortsætter med ‘Jul i Kommunen’ det vi begyndte i ‘A-Klassen’. Vi tror på, man både kan lave noget, der er sjovt, og samtidig har et samfundsrelevant fokus. Jul i Kommunen fortsætter samtidig DR 2’s tradition for at lave julekalendere, der griner og bider mere end de egentlig juler, siger Peter Gren Larsen, der er redaktør på DR 2.
‘Jul i Kommunen’ bliver vist hver aften klokken 23.00 på DR 2 og genudsendes dagen efter klokken 18.55.