DR-besparelser rammer tilsyneladende ikke julekalenderen

Foto: Agnete Schlichtkrull, Mike Kollöffel, Tine Harden, Per Arnesen, DR

DR skal spare 700 millioner kroner i løbet af de næste fem år, hvilket betyder, at mange programmer og kanaler lukker.

Blandt andet bliver DR 2 og DR K slået sammen til én tv-kanal, og indholdet fra DR 3 og DR Ultra vil fra 2020 kun kunne streames via nettet. To ud af de fire daglige TV Aviser bliver lukket.

Ingen besparelser på drama og små børn

Selvom ingen endnu kender det fulde omfang af DR’s spareplaner, så ser det dog indtil videre ud til, at de årlige julekalendere på DR 1 og DR Ramasjang klarer frisag.

DR har i hvert fald meldt ud, at DR Drama og DR Ramasjang overhovedet ikke bliver ramt af besparelser. Den årlige julekalender på DR 1 har siden 2006 været produceret af DR Drama.

Nye besparelser i 2021

Det er dog endnu for tidligt at ånde lettet op. DR har indtil videre kun meldt ud, hvordan man vil spare 420 millioner kroner frem mod år 2021. Derefter skal der findes yderligere 250 millioner kroner, hvor dramaproduktionen og programmerne til små børn måske igen kan komme i spil.

Det er endnu ikke lykkedes for Juleweb.dk at få officielt bekræftet fra DR, at julekalenderen går fri af besparelser.

Læs mere om DR’s spareplan HER