Sander fra Valdes Jul hører julemusik om sommeren

Valdes Jul
Foto: Per Arnesen, TV 2

Sander Løkke Borg spiller hovedrollen som Valde i TV 2’s nye julekalender ‘Valdes Jul – Skovens Vogter’.

Han elsker jul – især julemusik.

Faktisk elsker han julemusik så meget, at han kan finde på at høre det midt om sommeren, også selvom han står midt i en meget varm ørken.

– Når nogen spørger mig, om jeg godt kan lide jul eller ej, så plejer jeg tit at fortælle dem, at jeg på et tidspunkt i USA, som jeg var i her i sommer, der hørte jeg julemusik i en ørken. Altså sådan en virkelig, virkelig varm ørken, og det fortæller sådan lidt om, at jeg er virkelig glad for jul sådan hele året rundt, fortæller han til Juleweb.dk

– Der er mange folk, der siger, at det er alt for tidligt at høre julemusik, og det kan jeg egentlig godt se. Men det er bare sådan. Jeg kan egentlig ikke helt lade være.

Hvad var det for noget julemusik?

– Jeg hører virkelig meget forskelligt julemusik, men jeg kan virkelig godt lide de der rigtig gamle sange. Jeg har en sang, som hedder ’The Christmas Song’ med Nat King Cole. Den er altså bare god, og den er virkelig, virkelig hyggelig. Den kan jeg godt lide.

Valdes Jul
Foto: Per Arnesen, TV 2

Nisse hænger kalendergaver i loftsbjælkerne

Sander Løkke Borg har mange juletraditioner med sin familie.

– Vi har en tradition med, at vi altid fælder vores eget træ, og vi gør det gerne, mens der er sne, for det er rigtig, rigtig hyggeligt, fortæller han.

– Så har vi også en tradition med, at der kommer en nisse på besøg i vores hjem, og han hænger gaver op i – vi har sådan nogle træbjælker i vores loft – hvor han så hænger dem op der, og så kan man vælge mellem at få en adventsgave eller en kalendergave.

Har du en favorit-julekalender?

– Jeg kan rigtig godt lidt ’Tinka og Kongespillet’, og det er er fordi, at der er noget med, at der er sådan forskellige dele af riget, som skal kæmpe og sådan noget. Det er rigtig sjovt, synes jeg.

Hvad spiser I juleaften? And eller flæskesteg?

– For mig hedder den nok and – men mest brune kartofler. Dem er jeg meget, meget glad for. Brune kartofler, dem kan man aldrig gå galt i byen med.

VIDEO: Se hele interviewet med Sander Løkke Borg

Søg