Nyheder om Tidsrejsen 2: DR’s julekalender 2024

Tidsrejsen 2
Foto: Thomas Gerhardt og Marie Øst Vejbæk, DR

I oktober begynder optagelserne til næste års julekalender på DR, ‘Tidsrejsen 2’, der er en fortsættelse af ‘Tidsrejsen’ fra 2014 – og nu har DR offentliggjort nye deltaljer om projektet.

’Tidsrejsen 2’ handler om det umage par Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly begynder i Romeos klasse.

Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt.

Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.

Nye og gamle skuespillere

Der vil være en del nye ansigter i ‘Tidsrejsen 2’, men der vil også være enkelte skuespillere fra den oprindelige julekalender med i fortsættelsen.

Hvem af de gamle skuespillere, der er med i fortsættelsen, har DR dog ikke offentliggjort endnu.

’Tidsrejsen 2’ er skrevet af Mikkel Bak Sørensen og Poul Berg, der også skal instruere de 24 afsnit. Poul Berg skrev også manuskriptet til ’Tidsrejsen 1’, og sidste år var han både manuskriptforfatter og instruktør på ‘Julehjertets Hemmelighed’.

Søg