Trailer offentliggjort til Julemandens Datter 3

Julemandens Datter 3
Foto: Deluca Film og Scanbox Entertainment

En ny, tredje film om Julemandens Datter kommer i biograferne til november, og nu er filmens trailer og plakat blevet offentliggjort.

Filmen har fået titlen ‘Julemandens Datter 3 – Den Magiske Tidsmaskine’ og handler om Lucia, der må rejse over 100 år tilbage i tiden for at forsøge redde julen i nutiden.

Mens Martin Buch og Mia Lyhne er tilbage i rollerne som Julemanden og hans kone, og Ulf Pilgaard er tilbage i rollen som rektor på Julemandsskolen, så er det en ny skuespiller, der denne gang spiller hovedrollen som Lucia.

Cecilie Loffredo, der tidligere har været med i tv-serierne ‘Det Forsvundne Ravkammer’ og ‘The Rain’, erstatter den tidligere hovedrolleindehaver Ella Testa Kusk.

En julerejse tilbage i tiden

På Julemandsskolen har rektor indkaldt til møde. Lucia, hendes forældre Julius og Claudia og alle de andre på skolen er spændte. Men spændingen afløses af et chok, da rektor aflyser julen.

Han virker konfus, og det bliver hurtigt klart, at han er fanget i et juletraume fra hans unge dage som julemand.

Lucia sætter sig for at opklare, hvad der skete og med hjælp fra den yngre elev Elias og en magisk tidsmaskine, rejser hun tilbage i tiden i håbet om at redde julen.

Hun lander i Viborg anno 1897, og i forsøget på at løse mysteriet havner hun i Ravnereden – et fristed og paradis for børn, der er trætte af deres forældre. Her regerer den sjove og rare Von Ravn, men måske er han ikke helt så rar, som han udgiver sig for at være.

TRAILER TIL JULEMANDENS DATTER 3 – DEN MAGISKE TIDSMASKINE

Cirkus og gamle dage

Manuskriptet til ‘Julemandens Datter 3 – Den Magiske Tidsmaskine’ er skrevet af Lars T. Therkildsen, der også var med til at skrive manuskriptet til ‘Julemandens Datter 2 – Jagten på Kong Vinters Krystal’.

Filmen er instrueret af Christian Dyekjær, der også instruerede de to første film i serien.

– Med den tredje film om Lucia og Julemandsskolen har det været min ambition at lave et juleeventyr for hele familien, der kunne matche de to tidligere film i humor, fantasi og spænding og samtidig tematisere nogle af verdens udfordringer. Jeg har undervejs været stærkt motiveret af muligheden for at arbejde med to af min barndoms store fascinationer – nemlig cirkus og gamle dage, fortæller han:

– For mig er cirkus med sin excentriske artister, eksotiske dyr, komik, magi og farvestrålende scenografi simpelthen indbegrebet af eventyr. I kombination med den endnu ikke af-fortryllede verden, som vi kender den fra for eksempel Dickens og Jules Verne, har jeg haft den mest eventyrlige kulisse som instruktør.

Flere kendte skuespillere

Udover Cecilie Loffredo, Martin Buch, Mia Lyhne og Ulf Pilgaard medvirker blandt andre også Thomas Bo Larsen, Kristian Halken, Kirsten Lehfeldt, Jacob Haugaard, Leonard Mangheni Sommer Ipsen og Herman Knop i den nye film.

Ligesom de to første film i serien er alle optagelser lavet i Viborg Kommune, der har støttet projektet med to millioner kroner.

Filmen er lavet af Deluca Film, der også lavede de to julekalendere ‘Ludvig og Julemanden’ og ‘Tvillingerne og Julemanden’ til TV 2 samt spillefilmen ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’. Sidstnævnte blev også optaget i Viborg Kommune.

‘Julemandens Datter 3 – Den Magiske Tidsmaskine’ får premiere i biograferne den 10. november 2022.

PLAKTEN TIL JULEMANDENS DATTER 3 – DEN MAGISKE TIDSMASKINE

Julemandens Datter 3
Foto: Deluca Film og Scanbox Entertainment
Søg