DR’s julekalenderudstilling bliver digital

Virtuel udstilling på Frederiksborg Slot

Det var ikke mange, der nåede at se DR’s udstilling om julekalenderens historie på Frederiksborg Slot i Hillerød, inden slottet blev tvunget til at lukke for besøg på grund af corona-situationen i Danmark.

Nu får alle danskere dog mulighed for at opleve udstillingen helt gratis via computeren.

Hele udstillingen er nemlig blevet fotograferet med et 360 graders kamera, så man med mus og piletaster kan flytte sig rundt i slottets lokaler og zoome ind på detaljerne. Man kan klikke på billedteksterne og se de videoer, der er en del af udstillingen.

– Det er altid dejligt med innovative og fleksible samarbejdspartnere, som tilpasser sig omstændighederne og gør det muligt med en virtuel udstilling, når nu kulturinstitutioner og mange andre skulle lukke ned midt i juletiden, siger Thit Dyreberg, der er seniorprojektleder i DR Salg.

Virtuel udstilling på Frederiksborg Slot

Eldorado for julekalenderfans

Udstillingen indeholder kostumer og rekvisitter fra en lang række af DR’s julekalendere gennem tiden – blandt andet Nissebanden, Jul på Slottet, Bamses Julerejse, Pagten, Absalons Hemmelighed, Tidsrejsen og Ramajetternes Jul.

Derudover kan man se dukkerne fra Jullerup Færgeby, Vinterbyøster, Kikkebakke Boligby, Magnus Tagmus og Ingrid og Lillebror, og en komplet samling af alle de U-landskalendere, DR har udgivet siden 1962.

Der er også kostumer og rekvisitter fra den nye julekalender i 2020 ‘Julefeber’.

Virtuel udstilling på Frederiksborg Slot

Udstillingen skulle egentlig have været pakket sammen igen i begyndelsen af januar, men den er blevet forlænget til den 28. februar.

Der er dermed stadig mulighed for også at opleve udstillingen i levende live, hvis corona-restriktionerne bliver lempet. Foreløbigt skal slottet holde lukket til den 17. januar.

Se den virtuelle udstilling

Søg