Teatre, forlystelsesparker og museer skal lukke på grund af corona

Jul på Slottet Odense Teater
Foto: Emilia Therese, Odense Teater

Den nye corona-variant Omikron spreder sig hurtigt i Danmark, og derfor har et flertal i Folketinget besluttet at indføre en række nye restriktioner for at bremse smitten.

Fra søndag den 19. december må blandt andet teatre, forlystelsesparker, museer og selskabslokaler derfor ikke længere holde åbent.

Det betyder blandt andet at de populære julemarkeder i Tivoli og Den Gamle By skal lukke, og mange teatre må aflyse deres juleforestillinger.

– Det kan godt være, at det er fordi, jeg er pissesur lige nu, men man taler om proportionalitet, og jeg kan ikke lige se den. Personligt kan jeg godt undre mig over, at vi stadig kan gå på restaurant og drikke os fulde indtil klokken 22 sammen med 10 fremmede mennesker i et lokale på 20 kvadratmeter, siger Thomas Bloch Ravn, der er direktør i Den Gamle By, til TV 2 ØSTJYLLAND.

På Odense Teater har man denne jul kunnet opleve ‘Jul På Slottet’ på de skrå brædder, men det er altså også slut nu.

– Det her er kæmpe øv. Vi bliver lukket ned midt i vores højsæson, og vi spiller vores bedst sælgende forestilling siden 2015 for fulde hammer lige nu. Det betyder, at vi skal til at skuffe en masse publikummer, og det er vi selvfølgelig virkelig kede af, siger Jacob Schjødt, som er direktør på Odense Teater, til Fyens Stifttidende.

Julegudstjenester må stadig afholdes

Indtil videre er det stadig muligt for kirkerne at afholde gudstjenester. Der bliver dog indført en række nye restriktioner.

Man skal have mundbind på i kirkerne, og der kommer igen arealkrav, så der maksimalt må være én person pr. 2 kvm gulvareal, hvis folk sidder ned, og en person pr. 4 kvm gulvareal, hvis folk står op.

– Det bliver igen ikke en jul helt som vi kender den. Men jeg er glad for, at vi med udmeldingen i dag i god tid kan give både kirker og kirkegængere afklaring om, hvordan der trods alt stadig kan fejres jul i Danmark, også i kirkerne, siger kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Nedlukningerne gælder indtil videre til og med den 16. januar 2022.

Søg