Albert fra Tinka-julekalenderne skal være med i Vild med dans

Foto: Cosmo Film, TV 2

18-årige Albert Rosin Harson, der spillede Lasse i de to julekalendere om Tinka på TV 2, har sagt ‘ja’ til at være med i efterårets udgave af Vild med dans.

– Jeg synes, det er fedt med en udfordring, og jeg vil mega gerne lære noget nyt. Jeg kan rigtig, rigtig godt lide at danse, men jeg tvivler på, om det ser godt ud, siger han til tv2.dk

Spændt på live-tv

Albert Rosin Harson var bare 15 år, da han første gang spillede rollen som Tinkas menneskeven Lasse i ‘Tinkas Juleeventyr’. En rolle han genindtog i fortsættelsen ‘Tinka og Kongespillet’ sidste år.

Siden har han spillet med i ‘Natten til lørdag’ på DR 3 og ‘Sommerdahl’ på TV 2 Charlie.

– Jeg er spændt på, hvordan live-tv foregår, fordi jeg som skuespiller er vant til at kunne sige: Den tager vi lige igen, hvis jeg laver noget galt. Det kan man jo ikke her, siger han til tv2.dk

Albert Rosin Harson er den fjerde deltager, der er blevet afsløret til dette års sæson af ‘Vild med dans’. Også skuespiller Merete Mærkedahl, radiovært Sara Bro og sangerinden Hilda Heick er med, når programmet får premiere den 2. oktober på TV 2.