LEGOLAND optager julekalender

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Hvad sker der i LEGOLAND, når parken holder lukket om vinteren? Og hvordan holder Prinsesse Thea og dragen Olli egentlig jul?

De spørgsmål kan man få svar på i en helt ny julekalender, som LEGOLAND i øjeblikket er ved at optage i parken i Billund. Julekalenderen har fået titlen ‘Den Magiske Julerejse’.

Juleweb.dk har besøgt optagelserne.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Emmet er forsvundet

I ’Den Magiske Julerejse’ er Ollis gode ven, Emmet, på mystisk vis forsvundet. Han har fundet et gammelt, støvet skattekort med en underlig trylleremse. Da han læser remsen højt, bliver han suget ind i kortet.

Prinsessen og dragen Olli undrer sig over, hvor Emmet er blevet af. Dér, hvor han burde være, er der kun et gammelt skattekort, men trylleremsen på kortet er delvist blevet skjult af kaffe, der er blevet spildt ud over kortet.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Nu går jagten i gang med at finde Emmet igen. Jagten sender dem rundt i hele LEGOLAND, hvor de blandt andet møder indianerhøvdingen ‘Høvding Langøreø, en nisse og troldmanden Merlin.

– Det er rigtig sjovt at lave julekalender. Det er meget fedt at være med til noget anderledes, end det jeg plejer at lave om sommeren, hvor jeg går rundt i parken. Det er ret fedt at kunne henvende sig til børn på en anden måde, i et andet format, end normalt, fortæller Thea Laugesen, der har været prinsesse i LEGOLAND i de seneste fire år.

Det har taget tolv dage at optage ’Den Magiske Julerejse’, der vil komme til at kunne ses fra den 1. december på YouTube.

Der er også skrevet en sang til ‘Den Magiske Julerejse’, som blandt andet snart kan høres på Spotify.

Søg