TV 2 har spillet et sikkert kort i årets julekalenderkrig og lavet en fortsættelse til seersuccesen ‘Ludvig og Julemanden’ fra 2011.
Derfor er det som forventet TV 2 der indtager førstepladsen i kampen om decemberseerne, selvom ‘Pagten’ på DR 1 også har klaret sig flot. Faktisk har ‘Pagten’ vist sig, at klare sig bedre som genudsendelse, end den gjorde ved premieren i 2009.
Tvillingerne og Julemanden blev et hit
Med 1.145.000 seere i gennemsnit var ‘Ludvig og Julemanden’ i 2011 den mest sete julekalender på dansk tv i seks år. Der var derfor høje forventninger til at fortsættelsen ‘Tvillingerne og Julemanden’ også skulle klare sig godt – og de forventninger er stort set blevet indfriet.
‘Tvillingerne og Julemanden’ har i gennemsnit haft 1.059.000 seere, hvilket godt nok er 100.000 færre seere end ‘Ludvig og Julemanden’. Men den lander på samme niveau som sidste års DR-julekalender ‘Julestjerner’, og den har haft en kvart million flere seere end sidste års genudsendelse af ‘Jul i Valhal’ på TV 2.
Pagten er bedre som genudsendelse
Da ‘Pagten’ havde premiere på DR 1 i 2009 skrev den historie. For første gang siden man begyndte at måle seertal i 1992 lykkedes det nemlig for DR at slå TV 2 i kampen om julekalenderseerne. Genudsendelsen af ‘Jesus og Josefine’ samme år havde nemlig kun 735.000 seere.
Det utrolige er dog, at ‘Pagten’ har klaret sig endnu bedre på skærmen i år, selvom der altså var tale om en genudsendelse. 859.000 seere har i gennemsnit kigget med hver aften – ca. 40.000 flere end i 2009.
Det er dog ca. 200.000 færre seere end til sidste års DR-julekalender ‘Julestjerner’, som forfatterduoen Wikke og Rasmussen stod bag.
Comeback til Jul på Slottet
På DR Ramasjang er det i gennemsnit lykkedes at samle 125.000 seere til genudsendelsen af ‘Shanes Jul’ fra 2009 og klassikeren ‘Jul på Slottet’ fra 1986. Sidste år fulgte 151.000 seere i gennemsnit med i genudsendelsen af ‘Bamses Julerejse’ på kanalen.
The Julekalender taber terræn
‘The Julekalender’ har i år fået nyt sendetidspunkt, og det har selvfølgelig betydet en hel del for seertallene. I gennemsnit har 117.000 danskere hver eftermiddag fulgt med i De Nattergales julekalender.
Sidste år, hvor julekalenderen blev sendt om aftenen, var seertallet dobbelt så højt – 244.000 seere. Og forrige år kunne julekalenderen samle hele 444.000 seere. Det bliver spændende at se, om TV 2 fortsat vil forsøge at gøre De Nattergales julekalender til en årlig tradition på tv.
Stewart Stardust og Nørderne
‘Jul på Vesterbro’ har i gennemsnit haft 109.000 seere til førstegangsvisningen klokken 19. I 2009, da julekalenderen senest blev genudsendt, fulgte 116.000 seere i gennemsnit med hver aften.
På DR Ultra har Store Nørdernes julekalender i gennemsnit samlet 49.000 seere.
Seertal
Tvillingerne og Julemanden | TV 2 | 1.059.000 |
Pagten | DR 1 | 859.000 |
Jul På Slottet | DR Ramasjang | 125.000 |
The Julekalender | TV 2 | 117.000 |
Jul På Vesterbro | DR 2 | 107.000 |
JULTRA – Store Nørdernes Julekalender | DR Ultra | 49.000 |
De mest sete julekalendere siden 1992
DR | TV 2 | |
1. | Nissebanden i Grønland (1993) 1.136.000 seere | Andersens Julehemmelighed (1993) 1.650.000 seere |
2. | Julestjerner (2012) 1.081.000 seere | Alletiders Jul (1994) 1.383.000 seere |
3. | Jul i Gammelby (1994) 891.000 seere | Alletiders Nisse (1995) 1.344.000 seere |
4. | Pagten (2013) 859.000 seere | Skibet i Skilteskoven (1992) 1.313.000 seere |
5. | Nissebanden (1992) 851.000 seere | Brødrene Mortensens Jul (1998) 1.267.000 seere |
6. | Nissebanden i Grønland (2011) 830.000 seere | Krummernes Jul (1996) 1.265.000 seere |
7. | Nissernes Ø (2008) 828.000 seere | Jul i Valhal (2005) 1.232.000 seere |
8. | Pagten (2009) 815.000 seere | Pyrus i Alletiders Eventyr (2000) 1.207.000 seere |
9. | Jul på Slottet (1998) 792.000 seere | The Julekalender (1994) 1.184.000 seere |
10. | Hallo, det er jul! (1995) 790.000 seere | Ludvig og Julemanden (2011) 1.186.000 seere |
Kilde: Gallup Tv-meter, DR Medieforskning, TV 2 Kommunikation