Lars Hjortshøj tilbage som julemand

Foto: Per Arnesen, TV 2

Mandag den 28. januar går optagelserne i gang til årets nye familiejulekalender på TV 2.

‘Tvillingerne og Julemanden’ er titlen på den nye julekalender, der er en fortsættelse til ‘Ludvig og Julemanden’ fra 2011.

Lars Hjortshøj er tilbage i rollen som den klodsede og temmelig dovne julemand Nicolas, men han får hjælp af en ny familie til at bekæmpe en ny skurk et nyt sted i Nordjylland.

Tvillingerne og den onde Dr. Schwartz

I ‘Tvillingerne og Julemanden’ er Nicolas flyttet til Klarupgaard – en gammel herregård, der ligger tæt ved Aalborg. Her møder han et tvillingepar, som han allierer sig med i kampen mod den onde Dr. Schwartz, der bliver spillet af Nicolaj Kopernikus.

Tvillingeparret bliver spillet af Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen, mens blandt andre Camilla Bendix, Lærke Winther, Casper Crump og Benedikte Hansen også er at finde på rollelisten.

Anna Neye og Camilla Hübbe har skrevet manuskriptet til julekalenderen, der skal instrueres af Tilde Harkamp.

– Der er tale om et helt nyt og spændende univers med en helt ny historie fuld af humor, spænding og magi og ikke så få udfordringer for den stakkels julemand Nicolas. Vi glæder os til igen at vise en julekalender, der inddrager lokalhistorien i det nordjyske på en morsom og anderledes måde og ikke mindst at optage i enormt flotte omgivelser, fortæller TV 2’s fiktionschef Katrine Vogelsang.

Optagelser i Nordjylland

‘Tvillingerne og Julemanden’ bliver produceret af Deluca Film, der også stod bag ‘Ludvig og Julemanden’.

Julekalenderen får støtte af Aalborg Kommune, Hjørring Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Visit Nordjylland og Spar Nord Fond.

Selvom historien har sit omdrejningspunkt på Klarupgaard, vil der også blive lavet mange optagelser på havnen i Hirtshals og ved skøjtebanen, kalkminerne og klostret i Aalborg.

TV 2 NORD har besøgt produktionsholdet på Klarupgaard, der er ved at gøre klar til på mandag

Del artikel