Her er alle TV 2’s julekalendere 2018

Foto: Søren Hartvig og Per Arnesen, TV 2

Årets prime time-julekalender på TV 2 bliver et gensyn med ‘Tvillingerne og Julemanden’ fra 2013.

Derudover er der gensyn med den tredje julekalender i serien om Pyrus om eftermiddagen, og på TV 2 Charlie er der gensyn med ‘The Julekalender’.

TV 2 har nu offentliggjort alle årets julekalendere på deres forskellige kanaler.

Jagten på Lysets Sten

‘Tvillingerne og Julemanden’ er en fortsættelse af ‘Ludvig og Julemanden’, der blev sendt på TV 2 for to år siden. Lars Hjortshøj spiller hovedrollen som julemanden Nicolas, og Nikolaj Kopernikus spiller det onde genfærd Dr. Schwartz.

I ‘Tvillingerne og Julemanden’ er Nicolas’ kone, Julie, blevet forvandlet til en gås og taget til fange af Dr. Schwartz. For at løslade hende kræver Dr. Schwartz, at Nicolas hjælper ham med at finde den magiske ‘Lysets Sten’. En sten, der vil give ham stor magt over julen.

I Aalborg møder Nicolas tvillingeparret Peter og Signe, der gerne vil hjælpe ham med at få hans kone tilbage og undgå, at Dr. Schartz får fat på ‘Lysets Sten’. Nicolas flytter ind på Klarupgaard, hvor han bliver ansat som medhjælper i forældrenes gårdbutik.

TV 2’s lågekalender 2018

Lågekalenderen er snart i handlen

TV 2’s lågekalender kan købes fra mandag den 15. oktober i blandt andet Bilka, Føtex, Kvickly, Super Brugsen, Fætter BR og Bog & Ide.

Traditionen tro er det Julemærkefonden, der får glæde af overskuddet fra salget af TV 2’s julekalender. Julemærkefonden driver de fem Julemærkehjem i Kollund, Hobro, Skælskør, Ølsted og Roskilde, der hvert år tilsammen hjælper over 1.000 ensomme og overvægtige børn til et bedre liv.

Alletiders Julemand / Foto: Søren Hartvig, TV 2

Gensyn med Pyrus

Om eftermiddagen er der igen i år gensyn med Pyrus. Den tredje julekalender i serien om nisserne fra Rigsarkivet, ‘Alletiders Julemand’ fra 1997, bliver genudsendt ved 16-tiden på TV 2.

Ligesom de tre øvrige Pyrus-julekalendere handler ‘Alletiders Julemand’ om historie. Pyrus, der ikke altid får de mest heldige ideer, kommer ved en fejl til at fortrylle julemanden, så han mister sin hukommelse.

Nu må den klodsede nisse rejse gennem hele julemandens historie sammen med vennerne Kandis og Gyldengrød, for at få julemanden til igen at huske, hvem han er. Turen starter i 300-tallets Lilleasien, hvor biskoppen i byen Myra hedder Nicolaus.

The Julekalender / Foto: Steen Linde, TV 2

The Julekalender på TV 2 Charlie

På TV 2 Charlie er der igen i år gensyn med De Nattergales udødelige klassiker ‘The Julekalender’ fra 1991.

De tre nisser Fritz, Hansi og Gynter bliver sendt til Jylland, for at finde nøglen til en gammel spilledåse, der er blevet efterladt i en hule. Spilledåsen, der spiller Nissen Gammelnoks livsmelodi, er nemlig ved at gå i stå.

Tæt på nissernes hule bor kartoffelavlerparret Oluf og Gertrud. De får pludselig uventet besøg af københaveren Benny, hvis bil er brudt sammen, og som derfor bliver nødt til at overnatte hos dem et stykke tid. Benny er dog i virkeligheden en nosserer – nissernes værste fjende – og han er på jagt efter at finde nissernes hemmelige hule.

Ludvig og Julemanden / Foto: Per Arnesen, TV 2

Nedtælling til 1. december på TV 2 Play

Har man brug for at få opfrisket den første julekalender i serien om julemanden Nicolas inden den 1. december, så er der hjælp at hende på TV 2 Play. Her er det nemlig muligt at streame ‘Ludvig og Julemanden’ fra den 7. november.

I den første julekalender rykker Nicolas ind på Børglum Kloster i Nordjylland, hvor han sammen med 11-årige Ludvig kæmper for at undgå, at det onde spøgelse Stygge Krumpen får fat på Marias’ Krone inden juleaften.

Julekalendere på TV 2

Tvillingerne og Julemanden – klokken 20.00 på TV 2

Alletiders Julemand – klokken 15.50 på TV 2

The Julekalender – klokken 20.25 på TV 2 Charlie

Ludvig og Julemanden – fra den 7. november på TV 2 Play

Søg