Årets julemærker hylder Dronning Margrethe

Julemaerket 2022 Dronning Margrethe og Niels Ditlev
Foto: Henrik Petit, Julemærkefonden

I år er det 50 år siden, at Margrethe blev dronning i Danmark. Samtidig er det 300 år siden, at Fredensborg Slot blev bygget. Årets julemærker hylder begge dele.

Tre gange i tidens løb har dronningen selv tegnet julemærkerne. Årets julemærker hylder dronningen ved at tage elementer fra hendes tre egne julemærkeark og kombinere dem på samme ark.

Englene stammer fra Julemærket i 1970, hjertekransen fra 2003 og brevduerne med julekortene optrådte på mærket i 2015. I midten står Fredensborg Slot klar til at fejre jul.

Dronning Margrethe offentliggjorde selv årets julemærker på Københavns Rådhus den 31. oktober.

Julemaerket 2022
Illustration: Niels Ditlev, Julemærkefonden

Årets kunstner har selv været på julemærkehjem

Kunstneren bag året julemærker hedder Niels Ditlev. For 50 år siden havde han selv et ophold på et Julemærkehjem, og det fortalte han om i sin tale ved offentliggørelsen.

– Det er en stor ære for mig at få lov til at udvikle Julemærket 2022. Jeg har nemlig selv været på ophold på Julemærkehjemmet Hobro i 1962. Denne kærlige oplevelse i en ellers vanskelig barndom har sat sit positive præg på min opvækst. Og nu har jeg fået en mulighed for at kunne give noget tilbage, sagde Niels Ditlev.

Fjordmark Julemaerkehjem
Børn fra Fjordmark Julemærkehjem / Foto: Nikolai Linares, Julemærkefonden

Børn ud af mistrivsel

Årets julemærkeart er nummer 119 i rækken. Det første ark blev udgivet i 1904.

Som altid går overskuddet fra salget af mærkerne til at drive de fem Julemærkehjem. Her får omkring 1.000 børn hvert år hjælp til at tackle problemer med ensomhed, mobning, overvægt og lavt selvværd.

– Salget af Julemærket bidrager fortsat til vores hjælpearbejde. Men i dag dækker indtægterne fra det under 10 % af vores samlede indtægter. Vi er derfor helt afhængig af støtte fra private, virksomheder og fonde. Heldigvis møder vi stor opbakning til vores arbejde. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at hjælpe børnene – ikke kun til jul, men året rundt, siger Søren Ravn Jensen, der er direktør i Julemærkefonden.

Søg