Seertal: Pyrus vandt julekalenderkrigen

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Næsten en million danskere er hver aften taget med Pyrus på opdagelse i eventyrernes verden på TV 2. Det er næsten dobbelt så mange, end som fulgte Cecilie og Huberts farefulde jagt efter ‘Absalons Hemmelighed’ på DR 1.

Dermed gav den ti år gamle Pyrus-julekalender baghjul til den nyere og mere moderne julekalender hos DR.

Pyrus hitter

TV 2 har altid ligget højere end DR 1, når det gjaldt seertallene til de to kanalers traditionsrige julekalendere. Det har især skyldtes, at TV 2 tidligere var den eneste af de to kanaler, der sendte julekalenderen i primetime.

Sidste år lykkedes det dog for DR 1 at slå TV 2 på seertallene. ‘Pagten’ blev i gennemsnit fulgt af 100.000 flere seere end ‘Jesus og Josefine’. Men i år er TV 2 kravlet tilbage i førertrøjen.

Foto: Søren Hartvig, TV 2

970.000 seere fulgte hver aften med i ‘Pyrus i Alletiders Eventyr’ på TV 2. Dermed samler Pyrus en del flere seere end sidste års genudsendelse af ‘Jesus og Josefine’, hvor seertallene i gennemsnit lå på 744.000.

Da ‘Pyrus i Alletiders Eventyr’ løb over skærmen for 10 år siden, kunne julekalenderen dog samle hele 1,2 millioner danskere hver aften. Så lidt luft er der trods alt gået af ballonen på den folkekære nisse i løbet af de seneste ti år.

Foto: Mike Kolöffel, DR

Færre seere til Absalons Hemmelighed

Andenpladsen over årets kalenderprogrammer går til ‘Absalons Hemmelighed’, som 567.000 seere i gennemsnit har fulgt på DR 1. De seertal er en del lavere end til sidste års julekalender ‘Pagten’, der i gennemsnit samlede 815.000 seere hver aften på DR 1 og DR HD, og genudsendelsen af ‘Nissernes Ø’ i 2008, der i gennemsnit samlede 828.000 seere.

Seertallene er også lavere end til førstegangsvisningen af ‘Absalons Hemmelighed’ i 2006, hvor 784.000 seere hver aften fulgte Cecilie og Huberts jagt på den mystiske engel, som Biskop Absalon holdt fanget i kælderen under stormagasinet.

The Julekalender
Foto: Steen Linde, TV 2

Oluf Sand trækker stadig seere

Tredjepladsen over julens kalenderprogrammer bliver indtaget af TV 2’s ‘The Julekalender’, der i år bliver sendt for femte gang. På trods af et meget sent sendetidspunkt, trækker den gamle julekalender fra 1991 alligevel 364.000 seere til sig hver aften.

Seertallene er bedre end til sidste års voksenjulekalender på TV 2, hvor der i gennemsnit var 257.000 danskere der fulgte Flemming og Berit i ‘Jul i den gamle trædemølle’. Men seertallene er samtidig også halveret i forhold til 2008, hvor TV 2 senest genudsendte ‘The Julekalender’. Her fulgte 609.000 seere hver aften De Nattergales legendariske julekalender.

Foto: Lars Henrik Ostenfeldt, DR

Nye DR-julekalendere for voksne og mindre børn

Julekalenderen for de mindste børn, ‘Sebastians Jul’, der blev sendt hver eftermiddag på DR 1, samlede i gennemsnit 159.000 seere.

På DR 2 var der hele to nye julekalendere for voksne på programmet. Mikael Berthelsens pilgrimsvandring klarede sig bedst med 122.000 seere i gennemsnit. ‘Steno og Stilling’ havde i gennemsnit 103.000 seere.

Foto: NRK

På DR Ramasjang er der hver dag et gensyn med den norske julekalender Jul i Svinget, der senest blev vist på dansk TV i 2007. 96.000 børn følger hver morgen Linus og de andre børn i Svinget klokken 7.15, mens 28.000 børn så genudsendelsen samme aftenen klokken 18.00.

Årets julekalender på Ramasjang tabte dermed pusten i forhold til sidste år, hvor 241.000 børn hver dag fulgte med i ‘Shane viser Jul i Gammelby’. Da ‘Jul i Svinget’ i 2007 blev vist som årets julekalender på DR 1, fulgte 347.000 børn hver dag med i livet i den norske fjeldby.

Foto: TV Norge

Kanal 5 har i år for første gang også forsøgt sig med en julekalender. Den norske julekalender ‘Den unge Fleksnes’ blev hver aften sendt på kanalen, men seerne hoppede ikke rigtigt med på vognen. blot 14.000 seere i gennemsnit blev det til.

Seertal

Pyrus i Alletiders EventyrTV 2970.000
Absalons HemmelighedDR 1567.000
The JulekalenderTV 2364.000
Sebastians JulDR 1159.000
Bertelsen på CaminoenDR 2122.000
Steno og StillingDR 2103.000
Jul i SvingetDR Ramasjang96.000
Den unge FleksnesKanal 514.000

De mest sete julekalendere siden 1992

DRTV 2
1.Nissebanden i Grønland (1993)
1.136.000 seere
Andersens Julehemmelighed (1993)
1.650.000 seere
2.Jul i Gammelby (1994)
891.000 seere
Alletiders Jul (1994)
1.383.000 seere
3.Nissebanden (1992)
851.000 seere
Alletiders Nisse (1995)
1.344.000 seere
4.Nissernes Ø (2008)
828.000 seere
Skibet i Skilteskoven (1992)
1.313.000 seere
5.Pagten (2009)
815.000 seere
Brødrene Mortensens Jul (1998)
1.267.000 seere
6.Jul på Slottet (1998)
792.000 seere
Krummernes Jul (1996)
1.265.000 seere
7.Hallo, det er jul! (1995)
790.000 seere
Jul i Valhal (2005)
1.232.000 seere
8.Nissernes Ø (2003)
787.000 seere
Pyrus i Alletiders Eventyr (2000)
1.207.000 seere
9.Absalons Hemmelighed (2006)
784.000 seere
The Julekalender (1994)
1.184.000 seere
10.Nissebanden i Grønland (2002)
657.000 seere
Alletiders Julemand (1997)
1.065.000 seere

Kilde: Gallup Tv-meter, DR Medieforskning, TV 2 Kommunikation

Søg