Handling
11-årige Mikkel drømmer om at kunne købe alt hvad han ønsker sig i hele verden og vælte sig i gigantiske julegaver. Men hans familie sidder hårdt i det på grund af et for optimistisk huskøb, og der er derfor udsigt til en mindre spændende ‘spare jul’ for ham og hans to søstre.
Det ændrer sig dog, da Mikkel ved et tilfælde redder nissen Goddrengs liv. Ifølge gammel nisseskik bliver Goddreng som tak nødt til at opfylde Mikkels højeste ønske: At kunne købe alt hvad han ønsker sig i hele verden.
Mikkel får et guldkort af de tre nisser Goddreng, Gammelbo og Høvlebæk, der giver ham ubegrænset adgang til det nisseguld, som de tre nisser ellers burde vogte med deres liv.
Men livet som millionær er ikke let. Der er andre, der ønsker at få del i Mikkels rigdom, og han oplever blandt andet at blive kidnappet.
Helt galt går det, da Mikkels lillesøster Marie redder Høvlebænks liv, og ønsker sig, at ‘ingen på jorden skal eje et guldkort’. Den halvdøve Høvlebænk hører ønsket forkert og tildeler alle på jorden et guldkort.
Folks ubegrænsede adgang til penge betyder, at ingen længere gider at arbejde. Der kommer stor mangel på blandt andet fødevarer, og der udbryder borgerkrig i hele verden.
Medvirkende
Mikkel: Marco Ilsø
Henrik, far: Michael Carøe
Birgitte, mor: Paprika Steen
Marie: Carla Fjelsted Rasmussen
Louise: Mette Gregersen
Frederikke: Nikoline Ida Christiansen
Adam: Erdinc Ajredinovski
Nis Goddreng: Martin Buch
Nis Høvlebænk: Peder Thomas Pedersen
Nis Gammelbo: Jonas Schmidt
Palle: Jan Linnebjerg
Anders: Jacob Weble
Thomas: Robert Hansen
Manuskript: Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen
Instruktion: Christian E. Christiansen
Producere: Meta Louise Foldager og Louise Vesth
Produktion: Zentropa
Sendt i tv
2008, TV 2
Drengen med guldbukserne
Ideen til ‘Mikkel og Guldkortet’ kom fra manuskriptforfatterne Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen, der i 2003 havde haft stor succes med at skrive ‘Jesus og Josefine’ til TV 2.
Forfatterne var inspireret af den svenske ungdomsbog ‘Drengen med guldbukserne’ fra 1967 af Max Lundgren, der også har været lavet som tv-serie i Sverige.
Bogen handler om drengen Mats Nilsson, der finder et par magiske bukser i en butik. Op ad lommen kan han hive uendeligt mange pengesedler, men det giver ham selvfølgelig en masse problemer.
Julekalenderen prøver blandt andet at forklare børn, hvordan økonomi og pengepolitik hænger sammen. Hvorfor kan vi ikke bare trykke alle de pengesedler vi vil, så alle kan få lige hvad de ønsker sig?
Læs også: Nikolaj Scherfig: Julekalenderen er en super spændende genre
Sexskandale forsinkede julekalenderen
Oprindeligt var det planen, at ‘Mikkel og Guldkortet’ skulle have været vist på tv i julen 2007, og alle optagelserne til kalenderen blev derfor lavet i løbet af foråret og sommeren samme år. Men produktionen blev stoppet, da en af skuespillerne fik en dom for forsøg på voldtægt.
TV 2 vurderede, at skuespillerens dom ikke var foreneligt med en familiejulekalender, og derfor skulle alle scener med den pågældende skuespiller optages igen med en anden i rollen. Julekalenderen kunne derfor først få premiere i 2008.
Ironisk nok betød forsinkelsen, at julekalenderen i 2008 endte med at blive meget aktuel. I september 2008 krakkede det amerikanske investeringshus Lehman Brother, hvilket satte gang i en stor global finanskrise. En julekalender om økonomi og pengepolitik var derfor oplagt at servere for danskerne tre måneder senere.
Musik
Regaae-musikeren Pharfar skrev fem nye sange til julekalenderen – heriblandt titelmelodien ‘Pas På Mikkel’, der blev sunget af Michael Carøe og Paprika Steen.
Resten af sangene i julekalenderen var nye fortolkninger af gamle danske hits, som blandt andre Peter Belli, Karen Makupa, Chapper og Christopher Mclaughlin fremførte. Sangene blev vist som musikvideoer i midten af hvert afsnit.
Natasja omkom inden videooptagelser
Også regaae-sangerinden Natasja havde lavet en sang til julekalenderen. Hun sang en ny version af det gamle Dieters Lieder-hit ‘Dig og Mig’ fra 1984. Men da hun omkom i en bilulykke i sommeren 2007, havde man endnu ikke nået at lave en musikvideo med hende. Derfor bestod musikvideoen til denne sang udelukkende af billeder fra julekalenderen – uden Natasja.
Natasjas version af ‘Dig og Mig’ blev dog genbrugt, da Zentropa og instruktøren Christian E. Christiansen i 2008 lavede ungdomsfilmen ‘Dig og Mig’, der var en videreudvikling af den Oscar-nominerede kortfilm ‘Om Natten’.
Eksponeringen i filmen betød blandt andet, at Natasjas version af ‘Dig og Mig’ blev spillet meget i radioen i 2008, og dermed endte med at blive den mest kendte sang fra ‘Mikkel og Guldkortet’.