Nikolaj Scherfig: Julekalenderen er en super spændende genre

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Forfatterne bag årets julekalender på DR 1, ‘Den Anden Verden’, er et par rutinerede herrer.

Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen har tidligere skrevet manuskriptet til ’Jesus og Josefine’ samt ’Mikkel og Guldkortet’ på TV 2, og da de for to år siden fik tilbud om at skrive endnu en julekalender til DR, kunne de ikke sige nej.

– Da jeg fik præsenteret ideen om at lave noget, der tog udgangspunkt i Grimms eventyr, så tænkte jeg, at det lød enormt spændende. Grimms eventyr handler om overgangen fra barndom til voksendom, og julekalenderen er noget, der udforsker barndommens verden. Men at gå ind i den der transaktion fra barndommen til voksenverdenen, det synes jeg var super spændende, fortæller Nikolaj Scherfig til Juleweb.dk

Foto: Per Arnesen, DR

Især efter at have set ’Tidsrejsen’ for to år siden på DR 1, fik han blod på tanden til at skrive en julekalender for DR.

– ’Tidsrejsen’ var en milepæl indenfor hvad DR tidligere har lavet af julekalendere, synes jeg, så det var sjovt at gå ind og prøve at lave noget, der var endnu bedre, eller som bare havde de samme ambitioner, som ’Tidsrejsen’ havde. Så kan man diskutere, hvor lidt eller hvor meget jul, der er med, og om der er for lidt jul. I første afsnit bager de da brunkager, og der kommer også nisser på et tidspunkt, siger han.

Jesus og Josefine
Foto: Per Arnesen, TV 2

Julekalender om kristendommen

Nikolaj Scherfig og Bo Hr. Hansen skrev deres første julekalender sammen i 2003. TV 2 ville gerne lave en julekalender om kristendommen, og kontaktede derfor de to manuskriptforfattere.

– TV 2 ville lave noget om kristendom og Jesus, og så fik vi ideen: Hvad nu hvis en pige fra moderne tid møder Jesus, når de er på samme alder, altså 12 år. En alder, hvor han endnu ikke ved, om han vil være Jesus eller ikke være Jesus. Det tænkte vi, at der kunne være noget enormt interessant i, også for at lære mere om hvad kristendommen egentlig er, fortæller Nikolaj Scherfig.

Foto: TV 2

Makkerparret begyndte at skrive på historien i månederne lige efter terrorangrebet den 11. september 2001 i New York, og det gjorde opgaven endnu mere spændende.

– Vi var pludselig i en situation, hvor verden var blevet opdelt. Os i den kristne verden var på en måde i krig med den muslimske verden, og vi kunne mærke, at den muslimske verden havde nogle meget stærke værdier. Og så tænkte vi: Hvad er vi egentlig selv? Hvad vil det egentlig sige, at være kristen, og hvad er kristendommens præmisser? Det kunne vi bare mærke, at vi havde lyst til at fortælle om i en familiefortælling, siger han.

Foto: TV 2

Drengen med guldkortet

Fem år senere gik makkerparret i gang med at skrive endnu en julekalender til TV 2. I modsætning til ’Jesus og Josefine’, hvor ideen oprindeligt kom fra TV 2, så kom ideen til ‘Mikkel og Guldkortet’ fra Nikolaj Scherfig.

– Jeg har selv oplevet, hvordan mine egne børn er utrolig optaget af, hvilke julegaver de får. Julen er jo hjerternes fest – men det er bestemt også gavernes fest. Vi har jo sådan en forbruger-kultur, der handler om at købe ting og forbruge, og det tænkte jeg var et super interessant emne for en julekalender, fortæller Nikolaj Scherfig.

Foto: TV 2

I ’Mikkel og Guldkortet’ redder drengen Mikkel en nisse fra at dø, og derfor skal nissen opfylde et ønske for ham. Mikkel ønsker sig et guldkort med ubegrænset adgang til penge, så han kan købe alt hvad han ønsker sig i hele verden.

– Vi tog lidt inspiration i den historie, der hedder ’Drengen med Guldbukserne’, som jeg selv var meget fascineret af som barn. Den der dreng, der hele tiden kunne hive 100-krone sedler op ad lommen. Den fornøjelse, der er i det, men samtidig også de problemer, der opstår ved det. Det er jo den banale historie. I starten er det fedt, men pludselig skaber det også problemer, for der er andre, der også vil have fat i det kort, siger han.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Vil gerne lave en fjerde julekalender

At lave en julekalender er ikke bare noget man gør på nogle få måneder.

– Det taget et år. Fra man får ideen, til man går i optagelser, går der et år. Med den her julekalender begyndte vi i november 2014, og optagelserne startede i november 2015, fortæller Nikolaj Scherfig.

Han har nu stået bag tre tv-julekalendere i løbet af de seneste 13 år, men han er bestemt ikke afvisende for på et tidspunkt at lave en fjerde julekalender.

– Jeg kunne godt på et eller andet tidspunkt overveje, at skrive en ny julekalender igen. Jeg har en drøm om en julekalender, som jeg, hvis jeg får mulighed for at gøre det igen, meget gerne vil lave. Jeg synes, det er en skøn genre, og jeg har gammel ide, som jeg synes kunne være interessant at folde ud som julekalender. Så jeg vil aldrig sige aldrig, at jeg ikke får det gjort igen, siger han.

Søg