Der er nisser på spil på årets julemærker

Illustration: Sussi Bech

Årets julemærker er fyldt med nisser. Arket består af en stor nissefamilie, der har travlt med en række af julens forskellige gøremål. Der er overhovedet ikke brugt computer til at tegne mærkerne. De er alle individuelt håndtegnet på akvarelpapir med akvarelfarver.

Kunstneren bag mærket er 51-årige Sussi Bech, der udover at være forfatter og illustrator også er en af Danmarks mest kendte tegneserieskabere. Mest kendt er hendes serie om det gamle Egypten, hvor man i elleve bind har kunnet følge historien om den kretensiske prinsesse ‘Nofret’.

Foto: Julemærkefonden

Læsere af Weekendavisen kender hende også fra striben ‘Eks Libris’. I 2004 tegnede Sussi Bech DR’s U-landskalender ‘Jul på Kronborg’, og i 2008 var hun illustrator på bogen ‘Juleønsket’ af Kenneth Bøgh Andersen.

– Det er det de seneste års arbejder med julen og dens mange motiver, der inspirerede mig til at prøve mig som Julemærkekunstner, fortæller Sussi Bech.

Og lidt erfaring har Sussi Bech faktisk også med at tegne julemærker. Allerede som 12-årig vandt hun i en konkurrence i Politiken om at tegne et julemærke. Det var i 1971.

Sussi Bech og Kronprinsesse Mary præsenterer årets julemærke med en masse julemærkebørn

Det 107. julemærke

Årets julemærke er nr. 107 i en ubrudt række. Ideen til julemærket opstod i 1903 på Købmagergades Postkontor. Dengang blev julemærket solgt for at hjælpe mod underernæring og tuberkulose blandt børn.

Der findes i dag fire julemærkehjem i Danmark. De hjælper ensomme, isolerede og udsatte børn, til et bedre til. Til trods for at ca. 700 børn hvert år får et gratis ophold på et Julemærkehjem, har Julemærkefonden i øjeblikket ca. 500 børn på venteliste.

Når du køber et Julemærke, støtter du de fire danske Julemærkehjem i Hobro, Kollund, Skælskør og Ølsted.