Valde og Tala vender tilbage i ny julekalender i 2027

Foto: Per Arnesen, TV 2

Historien om Valde og Tala er ikke slut endnu. Der kommer en ny, tredje julekalender om dem på TV 2 i 2027.

Valdes Jul – Vogterens Hjerte hedder den nye julekalender, der er i gang med at blive optaget.

De fleste af skuespillerne fra Valdes Jul – Vintermiraklet vender tilbage til deres roller i den nye julekalender.

Sander Løkke Borg og Flora Augusta spiller igen Valde og Tala, mens Ida Skelbæk-Knudsen er tilbage i rollen som Celine, og Julius Stage Melchiorsen er tilbage i rollen som Anker.

Amalie Dollerup spiller Valdes mor, Malou, Henrik Vestergaard er Valdes far, Morten, Lia Balestero Slagelse er lillesøster Rita, Ulver Skuli Abildgaard er morfar Jens, og Lærke Winther er moster Karoline.

May Lifschitz spiller Huldren, Jesper Groth spiller Rulle, og Sebastian Jessen spiller Holger Rasmussen.

Marie Reuther, Youssef Hvidtfeldt og Cecilie Stenspil er nye skuespillere i universet.

Foto: Andreas Bastiansen, TV 2

Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er TV 2’s senior executive producer på julekalenderen, siger i en pressemeddelelse:

– På TV 2 har julekalenderen en helt særlig betydning. Det er en af de største fortællinger, vi sender ud til danskerne, og vi ved, at den bliver en del af familiernes december og skaber minder, som mange tager med sig resten af livet. Derfor er det også noget helt særligt, at vi med Valdes Jul – Vogterens Hjerte igen åbner for et helt nyt eventyr med Valde og Tala.

– Dette eventyr handler om forandring, om vores forhold til naturen og om at forstå, at vi mennesker er en del af noget større, som vi ikke altid kan eller skal kontrollere. Men i hjertet er det stadig fortællingen om Valde og Tala, om venskab og sammenhold.

Nye kræfter bag kameraet

Mens mange af skuespillerne i den nye julekalender er de samme som i de to tidligere julekalendere, er nogle af folkene bag kameraet nye. Der er kommet nye manuskriptforfattere og en ny instruktør.

Hovedforfatter er Simon Weil, der tidligere har været episodeforfatter på Juleønsket. Han har fået hjælp til manuskriptet af Ina Bruhn, Astrid Øye, Maria Nyborg og Stine Likodelle.

Jacob Bitsch er instruktør. Han instruerede også Troldehjertets Hemmelighed, der er en fortsættelse af julekalenderen Julehjertets Hemmelighed.

Valdes Jul – Vogterens Hjerte bliver lavet af Cosmo Film i samarbejde med FilmFyn.