Pyrus-instruktør beskylder Bubber for at have stjålet hans julekalender-idé

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Manden bag Pyrus-julekalenderne, Martin Miehe-Renard, er kommet op at skændes med tv-værten Bubber om, hvem det egentlig var, der fik ideen til at lave en julekalender om Bibelen i begyndelsen af 00’erne.

Det skriver B.T.

I et afsnit af podcasten Det’ Sørme, det’ sandt, det’ julekalender fortæller Martin Miehe-Renard, der har skrevet og instrueret de fire julekalendere om Pyrus, at det var hans plan at lave en femte og sidste julekalender i serien om nisserne i Rigsarkivet, hvor de skulle rejse gennem Bibelen.

Projektet blev dog ikke til noget, da Bubber, der i begyndelsen af 00’erne var chef for børne- og ungdomsindholdet på TV 2, hellere ville i en anden retning med julekalendergenren.

I podcasten siger Martin Miehe-Renard dog, at Bubber stjal hans idé og lavede Jesus og Josefine i stedet.

– Det var en frygtelig, frygtelig ødelæggende tid for børne-tv. Jeg siger det rent ud. Jeg hænger ham simpelthen ud her, fordi han var en katastrofe. Det eneste, han brød sig om, var det, han selv lavede. Det endte også med, at han stjal idéen faktisk og lavede Jesus og Josefine i stedet for, siger han.

Bubber afviser beskyldningerne

Podcasten blev udgivet den 17. november, men da en journalist på B.T. fik den at høre, ringede han til Bubber for at få hans reaktion på anklagerne.

Til B.T. afviser Bubber beskyldningerne om, at han skulle have stjålet ideen om at lave en julekalender om Bibelen fra Martin Miehe-Renard.

– Jeg har ikke anet, hvad han har gået og puslet med. Jeg har ikke snakket med ham. Med al respekt, så har Martin Miehe-Renard jo ikke opfundet Bibelen, siger han:

– Vi udviklede Jesus og Josefine fra bunden sammen med Nikolaj Scherfig, Bo Hr. Hansen, Adam Price og Cosmo Film. Det, jeg kom med, var idéen om, at det skulle handle om Jesu fødselsdag.

Læs hele historien hos B.T.

Søg