Årets julekalendere i de andre nordiske lande 2025

Foto: SVT, NRK, YLE og TV1 Productions Aps

Julekalendere på tv er ikke kun en dansk tradition. I resten af Norden samles folk også foran fjernsynet om spændende juleeventyr i december.

Juleweb.dk giver dig her et overblik over årets julekalendere i Sverige, Norge, Finland, Island, Grønland og på Færøerne.

Flere af dem kan du se gratis på tv-stationernes streamingtjenester, selvom du bor i Danmark, og nogle af de svenske og norske tv-kanaler kan man se gennem danske tv-distributører.

Foto: SVT

Sverige: Tidstyven

Årets julekalender på den svenske tv-station SVT hedder Tidstyven og handler om en 11-årig dreng, der rejser gennem historien for at finde sin forsvundne far.

Siden Clints far forsvandt juleaften for fem år siden, har Clint hadet julen. Men alt ændrer sig, da en mystisk mand dukker op i hans skab og taber en tidskikkert.

Da Clint afprøver kikkerten, ser han sin far fanget i oldtiden, og det bliver starten på et hæsblæsende eventyr.

Tidstyven
Kl. 7.15 og 18.45 på SVT 1

Julekalenderen kan streames gratis i Danmark på SVT Play

Det magiske tivoliteater
Foto: NRK

Norge: Det Magiske Tivoliteater

Årets julekalender på den norske tv-station NRK er en genudsendelse af Det Magiske Tivoliteater fra 2021, som også var DR’s julekalender i 2023.

Det Magiske Tivoliteater var den danske titel på julekalenderen. I Norge hedder den Kristiania Magiske Tivoliteater. I begyndelsen af 1900-tallet, hvor julekalenderen foregår, hed Norges hovedstad nemlig ikke Oslo, men Kristiania.

Julekalenderen handler om den fattige dreng Luka, der ved et tilfælde en dag støder på et tivoliteater. Han bliver venner med en flok børn fra teatret og begynder at få en følelse af endelig at høre hjemme.

En ond og nådesløs overklassekvinde har dog planer om at sælge teatret og smide børnene på gaden. Luka og hans venner udtænker derfor en plan for at redde teatret.

Det Magiske Tivoliteater
Kl. 7.30, 10.00, 15.00 og 18.00 på NRK Super

Andre julekalendere på NRK Super

Kl. 15.20 – Julehjertets Hemmelighed (dansk julekalender)
Kl. 18.45 – Troldetider (svensk julekalender)
Kl. 19.00 – Pagten (dansk julekalender)

Foto: NRK

Norge: Nisserne i skjul

I Norge er de vilde med at gøre grin med reality-tv, når det er jul.

Nogle kan måske huske, at tv-kanalen TV Danmark 2 (i dag Kanal 4) i 2002 sendte en norsk julekalender med titlen Nisserne – Det endelige opgør.

Julekalenderen var en parodi på Robinson Ekspeditionen og Big Brother. Den handlede om 24 mennesker, der blev spærret inde på et høloft og skulle leve som nisser i hele december. Undervejs skulle de stemme hinanden ud.

Siden dengang er der blevet lavet to fortsættelser til julekalenderen, der har været parodier på andre realityshows, og i år kommer der en fjerde julekalender i serien, hvor det er programmerne Forræder og Spillet, der står for skud.

24 mere eller mindre kendte mennesker skal leve sammen som nisser på en nedlagt gård. Men én af dem er en såkaldt rampenisse (en meget drillesyg nisse), som skal forsøge at sabotere livet for de andre.

De andre deltageres opgave er at forsøge at finde frem til, hvem rampenissen er, og forvise vedkommende.

I modsætning til de tre forudgående julekalendere i serien består Nisserne i skjul af et helt nyt cast og er skrevet af nye forfattere. Det er altså en form for genfødsel af universet.

Nisserne i skjul
Kl. 20.00 på NRK 1

Foto: TV 2 Norge

Norge: Rampenissen

Også TV 2 i Norge har en reality-julekalender på programmet, der handler om en rampenisse. Mens NRK’s julekalender er fiktion, er TV 2’s julekalender en konkurrence, som minder en smule om 24 stjerners julekalender.

25 kendte mennesker skal konkurrere mod hinanden i forskellige discipliner, og hver dag må dén deltager, der har klaret sig dårligst forlade konkurrencen.

Det hele bliver styret af en rampenisse-dukke, som tre mennesker sidder i et baglokale og kontrollerer.

Rampenissen
Kl. 19.25 på TV 2 Norge

Andre julekalendere på TV 2 Norge

Kl. 6.30 – Tinka og Sjælens Spejl (dansk julekalender)

Foto: YLE

Finland: Nisseakademiet 2 – Den Store Nissekonkurrence

Årets julekalender på den finske tv-station YLE er en fortsættelse af Nisseakademiet fra 2019.

Nisseakademiet er en skole for nisser, der skal lære alle de færdigheder, det kræver for at blive en rigtig julenisse.

Den første julekalender handlede om trolden Persilja, der havde gemt sig blandt de andre nye elever på skolen, fordi hun håbede på at møde julemanden og få fikset hendes brækkede hale.

I løbet af december forsøger hun, selvom hun er en trold, at blive uddannet til julenisse. På skolen bliver hun gode venner med nissen Kaneli.

I den nye julekalender står Persilja og Kaneli overfor et nyt eventyr, da de ved et uheld kommer til at skulle at repræsentere deres tidligere skole ved en stor konkurrence.

Nisseakademiet 2 – Den Store Nissekonkurrence
Kl. 19.00 på YLE TV2

Julekalenderen kan streames gratis i Danmark på YLE Areena

Foto: RÙV

Island: Islandske nisser og norsk julekalender

På den islandske tv-station RÚV bliver der i år sendt to julekalendere.

Den ene er en kort julekalender om de to islandske nisser Þorri og Þura, der hver dag laver forskellige juleaktiviteter, mens de venter på, at det bliver jul.

Snefald 2
Foto: NRK

Derudover kan man se den norske julekalender Snefald 2, der har fået islandske stemmer. Julekalenderen er en fortsættelse til Snefald, der var DR’s julekalender i 2017. Fortsættelsen er aldrig blevet vist på dansk tv.

Julekalendere på RÚV

Kl. 17.30 – Snefald 2
Kl. 17.50 – Þorri og Þura venter på jul

Þorri og Þura venter på jul kan streames gratis i Danmark på RÚV Sjóvarp

Foto: KVF

Færøerne: Færøske nisser og norsk julekalender

Også på den færøske tv-station KVF bliver der sendt to julekalendere i år. En kort færøsk julekalender og den norske Snefald 2, der har fået færøske stemmer.

Den færøske julekalender er fra 2004 og handler om de to nisser Pjøppa og Goffi.

Julekalendere på KVF

Kl. 18.30 – Snefald 2
Kl. 18.50 – Pjøppa og Goffi

Begge julekalendere kan streames gratis i Danmark hos KVF

Foto: TV1 Productions Aps

Grønland: Gensyn med Trolderik

På den grønlandske tv-station KNR kan man i år se hele tre julekalendere.

Først sendes den grønlandske julekalender Nissiaraq Upsi (den lille nisse), der blev lavet af den lokale tv-station Sisimiut TV i 2023.

Derefter er der gensyn med den gamle danske julekalender Trolderiks Julekalender fra 1991, der fik grønlandske stemmer i 1992 og siden er blevet genudsendt flere gange på grønlandsk tv.

I Danmark er julekalenderen aldrig blevet genudsendt.

Trolderik var hovedpersonen i TV 2’s aller første julekalendere for børn. Der blev i alt lavet tre julekalendere med dukken, hvoraf Trolderiks Julekalender fra 1991 var den mest ambitiøse. Bubber er også en del af denne julekalender.

Til sidst vises Valdes Jul – Vintermiraklet på dansk.

Julekalendere på KNR

Kl. 17.25 – Nissiaraq Upsi (Den lille nisse)
Kl. 17.30 – Torulliaqqap Ullorsiutai (Trolderiks Julekalender)
Kl. 18.05 – Valdes Jul – Vintermiraklet

Nissiaraq Upsi (Den lille nisse) kan streames på YouTube

Foto: Per Arnesen, TV 2

Tyskland: Valde og Tinka

Vi bevæger os lige en lille smule ud af Norden, for hvis bor du i en del af Danmark, hvor du har mulighed for at se den tyske børnekanal KiKA, så kan du om eftermiddagen få et gensyn med Valdes Jul – Skovens Vogter og Tinka og Sjælens Spejl.

Tyskerne har ikke den samme tradition for at se julekalendere i tv, som vi har her i Norden, og derfor bliver afsnittene ikke helt sendt på de decemberdage, som de egentlig er tiltænkt.

De to julekalendere kan kun ses i hverdagene, og derfor blev der også taget hul på de to serier to uger inden den 1. december.

På KiKA’s hjemmeside kan de tyske børn også streame de to andre Tinka-julekalendere og den norske julekalender Det Magiske Tivoliteater.

Julekalendere på KiKA

Kl. 15.00 – Der Wächter des Zauberwaldes (Valdes Jul – Skovens Vogter)
Kl. 15.25 – Tinka und der Spiegel der Seele (Tinka og Sjælens Spejl)

Søg