Den Store Julefortælling: Ny julekalender på DR i 2026

Foto: DR

Optagelserne til næste års julekalender på DR er i fuld gang, og nu har stationen løftet en smule af sløret for handlingen.

Den Store Julefortælling hedder julekalenderen, der foregår i den lille by Vester Kløjs, hvor byens borgmester, Britt, har sat alt ind for at gøre byen til årets juleby.

Den 1. december ankommer søskendeparret Aksel og Ella til byen for at bo hos deres mormor, Dorthea, der også er byens bibliotekar.

Den generte Aksel får hurtigt en ny ven i den lokale Vigga, men da de to finder den magiske bog, Den Store Julefortælling, kommer både byen og julen i fare. De får nemlig ved en fejl tryllet den unge, energiske nisse Rolfe ud af bogen, og så starter forviklingerne.

Den Store Julefortælling er et juleeventyr, hvor selve julen er på spil. For mens grænsen mellem virkelighedens og fortællingernes verden smuldrer, må Aksel, Vigga og nissen Rolfe stå sammen for at redde Vester Kløjs og ikke mindst julen, som vi kender den.

– Hovedtemaet i næste års julekalender hylder de historier, der binder os sammen som mennesker – fra hverdagsanekdoter til episke sagaer. Fortællinger er julens hjerte, og julekalenderen minder os om, at det er vigtigere end nogensinde at bevare og dele de fortællinger, der skaber nærvær, underholdning og identitet, siger Henriette Marienlund, der er chef for DR Drama, i en pressemeddelelse.

Erfarne folk bag kameraet

Den Store Julefortælling er skrevet af Lars Therkildsen og Uffe Rørbæk, som begge har stor erfaring med at lave julekalendere og julefilm.

Uffe Rørbæk husker mange nok fra De Nattergale og de i alt tre julekalendere, som gruppen lavede til TV 2, men Uffe Rørbæk har også skrevet to af filmene om Julemandens Datter, og så var han med til at skrive både Ludvig og Julemanden og Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte.

Morten BH er instruktør. Han har også instrueret begge julekalendere i serien om Valdes Jul.

Optagelserne til julekalenderen begyndte allerede i september, og fortsætter hen over vinteren. De foregår i DR Byens studier på Amager, i Birkerød, på Frilandsmuseet og i Den Gamle By i Aarhus.

To nye julekalendere i 2026

Til næste år vil der være en ny julekalender hos både DR og TV 2.

TV 2 er nemlig også i gang med at optage en ny julekalender med titlen I Nissernes Tjeneste.

Den handler om en familie, der på overfladen ser helt almindelig ud, men som i virkeligheden består af hemmelige agentnisser.

Søg