Årets julekalender på TV 2, Valdes Jul – Vintermiraklet, er en fortsættelse af den julekalender om Valde og Tala, der blev sendt for to år siden.
I den nye julekalender vil vi få et gensyn med mange af karaktererne fra den første julekalender, men vi kommer også til at stifte bekendtskab med flere nye.
Juleweb.dk giver dig her et overblik over nogle af de nye personer i årets julekalender, så du kan være klar til, at det hele går løs den 1. december.

Valde kommer i tvivl om sine evner
I Valdes Jul – Vintermiraklet forsøger Valde at mestre sin nye rolle som Skovens Vogter, men han kommer under pres, da en mystisk skikkelse – en Søger – begynder at jagte magiske væsener fra Den Uendelige Skov.
Disse personer fra den første julekalender er også med i fortsættelsen
Valde: Sander Løkke Borg
Tala: Flora Augusta
Celine: Ida Skelbæk-Knudsen
Anker: Julius Stage Melchiorsen
Rita: Lia Balestero (ny skuespiller)
Karoline, Valdes moster: Lærke Winther
Malou, Valdes mor: Amalie Dollerup (ny skuespiller)
Morten, Valdes far: Henrik Vestergaard
Jens, Valdes morfar: Ulver Skuli Abildgaard
Rang: Anders Mossling
Hermansen: Morten Brown
Læs om karaktererne fra den første julekalender

Rulle (Jesper Groth)
Rulle er en trold fra Den Uendelige Skov, der opholder sig i menneskenes verden i december, fordi han elsker deres lækre julemad.
Han kan gøre sig usynlig, hvis han tager en hvid pind i munden, og selvom han ikke er den tapreste sjæl i verden, indvilger han i at hjælpe Valde og Tala i deres jagt efter Søgeren.

Holger Rasmussen (Sebastian Jessen)
Holger Rasmussen er en kendt opdagelsesrejsende og forfatter, der efter noget tid i udlandet er vendt tilbage til byen, hvor Valde bor.
Holger Rasmussen og Valde deler en interesse for den magiske natur, men ved han mere om Den Uendelige Skov, end han siger?

Berit (Ina-Miriam Rosenbaum)
Berit er arkæolog på Nationalmuseet. Hun bliver sendt til Egebjerggård for at undersøge en stor sten, som Valdes morfar har indrapporteret som muligt danefæ.
Da hun begynder en udgravning midt på julemarkedet, venter der hende mere end sten og fortidsfortællinger.

Huldren (May Lifschitz)
Huldren er et magisk skæbnevæsen fra Den Uendelige Skov. Hun opsøger vogteren Valde i et drømmesyn og fortæller, at skoven er i alvorlig fare.
Huldren fungerer også som et slags orakel, der kender til både Den Uendelige Skovs fortid og fremtid.

Mato (Afshin Firouzi)
Mato er alfahan i ulveskifterflokken, der bor i Den Uendelige Skov. Han er alvorlig, ansvarsbevidst og stoler ikke på mennesker.
Mato er først fjendtlig over for Valde, men måske han alligevel kan blive ven af Vogteren?
Bag kameraet
Hovedforfattere: Jesper Fink, Thomas Porsager og Christian Bengtson
Instruktør: Morten BH
Producere: Andreas Bo Bræmer og Michel Ryddeskov
Executive producere: Tomas Hostrup-Larsen og Rasmus Thorsen
TV 2 senior executive producer: Ann-Alicia Thunbo Ilskov








