Skuespilleren bag Guttenborg/Gyldengrød i de fire Pyrus-julekalendere, Paul Hüttel, er gået bort i en alder af 90 år.
Det fremgår af en dødsannonce i Berlingske, hvor der står, at han er sovet stille ind fredag.
Guttenborg/Gyldengrød var Pyrus’ læremester, og til B.T. har skuespilleren bag Pyrus, Jan Linnebjerg, sat nogle ord på dødsfaldet:
– Lige nu er jeg lidt tom. Jeg ved godt, at han var en ældre herre, men det var nærmest, som om han var udødelig. Jeg kan ikke mærke noget lige nu. Men jeg bliver voldsomt ked af det om nogle timer.

Han mindes også sin første oplevelse med Paul Hüttel – da de to skulle spille deres første scene sammen i Alletiders Jul.
På det tidspunkt vidste de ikke, at de netop var gået i gang med at optage dét, der skulle blive 90’ernes mest sete familiejulekalender, og at de sammen skulle komme til at spille med i hele fire julekalendere, en spillefilm og en teaterforestilling.
– Vi havde knap mødt hinanden, og vi havde lige spillet scenen igennem en enkelt gang. Men efter den scene faldt alt bare på plads. Der vidste vi begge to, at vi var meant to be, fortæller Jan Linnebjerg til B.T.
Læs hele interview med Jan Linnebjerg i B.T.
Udover Pyrus-serien var Paul Hüttel også kendt for sin rolle som Herbert Schmidt i Matador.
Paul Hüttel var gift med Birthe Neumann, som blandt andet er kendt for sine roller som farmor Maja i Tinka-julekalenderne, julemor i Krummernes Jul, og grusgrevinden Vera i Julestjerner og Fru Fjeldsø i Badehotellet.
Hun havde også flere forskellige biroller i løbet af Pyrus-serien, hvor hun spillede sammen med Paul Hüttel.








