Årets julekalender på DR er et gensyn med Theo og Den Magiske Talisman fra 2025.
Julekalenderen handler om drengen Theodor, der rejser til det magiske land Thannanaya i forsøget på at forhindre sin morfar i at dø.
Børnenes U-landskalender, der traditionen tro hænger sammen med DR’s tv-julekalender, er tegnet af Louis Kønig-Wheatley og kan fra i dag købes i en række supermarkeder, legetøjsforretninger og boghandler over hele landet.
I år er der en særlig låge nummer 0 på julekalenderen, der kan bruges til at skifte billeder i motivets pejs i løbet af december.
Overskuddet fra salget af julekalenderen skal hjælpe børn i de fattige områder af Jakarta i Indonesien, der er hårdt af blandt andet oversvømmelser som følge af klimaforandringer.

Theo vil redde sin morfar
Theo og Den Magiske Talisman handler om drengen Theodor – eller bare Theo – der har det svært i skolen. Han bliver mobbet af de andre elever i klassen og har ingen venner på sin egen alder.
Hans eneste ven er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da Harald lige inden jul falder om, og der er udsigt til at Theo mister ham.
Theo og Harald har sammen skabt en verden, som de kalder Thannanaya – et sted, som alle må igennem, inden de er parate til at dø.

Theo tror, at Thannanaya bare er ren fantasi, men pludselig finder han ud af, at landet eksisterer i virkeligheden, og at han ved hjælp af en magisk talisman kan rejse derind.
Sammen med den nye pige i klassen, Simone, begiver Theo sig ud på en farefuld rejse gennem Thannanaya for at forsøge at hente sin morfar hjem igen inden jul.
Simone bor på et børnehjem, fordi hun har mistet begge sine forældre. Hendes håb er, at hun ved at hjælpe Theo måske også vil kunne møde sine forældre i Thannanaya og hente dem tilbage til livet igen.

Børn i Indonesien er hårdt ramt af klimaforandringer
Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender går i år til PlanBørnefondens arbejde med at hjælpe de fattige børn i Indonesiens hovedstad, Jakarta
Jakarta har et stort problem med vand. Hele byen synker op til 20 cm hvert år, og den kaldes verdens hurtigst synkende by.
Byen rammes jævnligt af oversvømmelser, hvor beskidt vand flyder i gaderne og helt ind i husene. For mange børn betyder det en utryg hverdag og tabte skoledage, hver gang vandmasserne stiger.
PlanBørnefonden vil bruge overskuddet fra årets julekalendersalg til at undervise børn og unge i Jakartas fattigste områder i klima og beredskab, så familier kan reagere hurtigt, når oversvømmelserne rammer. Samtidig er både børn og unge med til at skabe grønne løsninger i deres egne områder.

Hr. Skæg og Motor Mille besøger Indonesien
Fra fredag den 10. oktober kan man i tv-serien Jagten på regnbuens magiske bamse på DR Ramasjang og DRTV blive klogere på, hvordan det er at være barn i Indonesien.
I serien rejser Motor Mille og Hr. Skæg til Indonesien, og de kommer så hurtigt afsted, at de kommer til landet gennem en magisk port.
Undervejs på deres mission mister de deres magiske legebamse, ligesom de skal finde et gammelt magisk batteri, og de må også spørge en gud om hjælp. Heldigvis får de hjælp af børn i Indonesien, der viser sig at kunne mere end de to danske børneværter.
Også i Ramasjang-programmerne Dansemix, Tegnetrix og Kreabix kommer det til at handle om Indonesien og indonesiske børn i den kommende tid. I Kreabix vil værten Emma for eksempel lave ting ud af skrald, som Motor Mille og Hr. Skæg har taget med hjem fra deres tur.
I november kan man finde et stort gulvspil på udvalgte biblioteker rundt om i landet, hvor man også kan tage med Motor Mille og Hr. Skæg til Indonesien.
Børnenes U-landskalender koster 50 kroner og kan købes her:
– 365discount
– Arnold Busck
– Bilka
– Bog & idé
– BOGhandleren
– BR
– Brugsen
– Børnenes Boghandel
– Føtex
– Harald Nyborg
– Kontur
– Kvickly
– Legekæden
– Meny
– Min Købmand
– Nemlig.com
– Politikens Boghal
– Salling
– Saxo.com
– Spar
– SuperBrugsen
– Wolt








