I Nissernes Tjeneste: Ny julekalender på TV 2 i 2026

Foto: Andreas Bastiansen, TV 2

TV 2 er gået i gang med at optage en ny julekalender, der skal vises på tv allerede til næste år.

Julekalenderen hedder I Nissernes Tjeneste og handler om en på overfladen helt almindelig familie bestående af en far, en mor og de to børn Luna og Storm.

Sandheden er dog, at familiens medlemmer slet ikke er så almindelige, som de ser ud til. De er nemlig nisser og lever en undercovertilværelse blandt alle os andre.

De er hemmelige agenter i Tjenesten, og nogen vil dem til livs. Så da forældrene kidnappes, må de to børn udvise mod og handlekraft for at befri forældrene inden jul.

– Det er en fortælling, der rummer både nissemagi og menneskelighed i en moderne verden, og vi glæder os meget til at dele den med hele Danmark i december 2026, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er senior executive producer i TV 2 Fiktion, i en pressemeddelelse.

Foto: Mike Kollöffel og Krestine Havemann, TV 2

Kendte skuespillere

Blandt skuespillerne i julekalenderen er Sigurd Holmen Le Dous, Julie Christiansen, Jesper Asholt, Rosalinde Mynster, Stig Rossen og Johannes Lilleøre.

– TV 2’s familiejulekalender er ikke bare en tradition, vi værner meget om, den er decembers hjerteslag. Den er et frikvarter i en travl tid og et trygt samlingspunkt for alle danskere. Her bliver hver og en inviteret ind i fællesskabet til et stort og varmt julekram, som vi alle har brug for i en polariseret verden, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov:

– Med næste års julekalender ønsker vi ikke blot at samle danskerne og underholde dem, men også at inspirere til fællesskab, håb og modet til at stå ved den, man er.

Erfarne folk bag kameraet

I Nissernes Tjeneste er skrevet af Morten Dragsted, der også var hovedforfatter på Tinka og Sjælens Spejl.

Fabian Wullenweber er instruktør. Han har tidligere instrueret spillefilmen Klatretøsen og flere afsnit af tv-serierne Forbrydelsen og Badehotellet.

Julekalenderen bliver lavet af Cosmo Film i samarbejde med FilmFyn, der tidligere blandt andet har stået bag Tinka-julekalenderne, Valdes Jul og Juleønsket.

Optagelserne kommer primært til at foregå i Kerteminde på Fyn og i København.

Valdes Jul
Foto: Per Arnesen, TV 2

Ny julekalender to år i træk

Når TV 2 viser en ny julekalender til næste år, bryder stationen igen med den gamle tradition, hvor DR og TV 2 skiftedes til at sende en ny og genudsende en gammel julekalender hvert andet år.

Dette års julekalender på TV 2 er nemlig også helt ny. Det er en fortsættelse af Valdes Jul – Skovens Vogter fra 2023.

Den nye julekalender hedder Valdes Jul – Vintermiraklet og har, udover de kendte ansigter fra den første julekalender, også Amalie Dollerup på rollelisten.

Søg