Holly og Laurentius fra sidste års julekalender, Tidsrejsen 2, er slet ikke færdige med at rejse i tiden og lave rod i historien.
Fredag den 13. juni kan man se dem sammen igen i en ny tv-serie på DRTV med titlen Tidsrejsen – Arven efter Drago.
Her rejser Holly tilbage til middelalderen for at forsøge at redde sin fjerne slægtning, Fyrst Drago, fra at havne i kløerne på en magtsyg ærkebiskop, der vil brænde ham på bålet. Sker det, vil hun nemlig aldrig selv blive født.
Undervejs får Holly og Laurentius overtalt frøken Sculabia, aka Den Sorte Rytter, og listetyven Django til at hjælpe dem.

Lærke Krabe De Wall: Hyggeligt at se alle igen
Rollen som Holly bliver, ligesom i julekalenderen, spillet af Lærke Krabbe De Wall. Hun sagde straks ja, da hun blev spurgt, om hun ville være med til at fortælle endnu en historie i Tidsrejsen-universet.
– Det var fedt at vende tilbage til det. Det var virkelig hyggeligt at se alle igen og komme tilbage i den boble, vi havde dengang, siger hun til Juleweb.dk
Hun var især glad for at lave flere optagelser i middelalderen.
– Det var én af de tider, jeg bedst kunne lide at filme i, så det synes jeg var meget fedt. Jeg synes, at kostumerne er ret seje, og de steder, man er, er virkelig fede. Der sker nogle vilde ting i middelalderen.

Julian Brix: Laurentius er blevet gøgler
Julian Brix spiller rollen som Laurentius, der var en birolle i julekalenderen, men er blevet en hovedrolle i den nye tv-serie.
– Det var dejligt at få lov til arbejde sammen med rigtig mange af de samme mennesker som i julekalenderen – og i den samme karakter, Laurentius. Det synes jeg, var en fornøjelse, siger han til Juleweb.dk
Der er sket meget for Laurentius, siden vi for et halvt år siden forlod ham i julekalenderen.
– Laurentius er jo blevet gøgler. Han har fået udlevet sin drøm, og så møder han en masse udfordringer på vejen, som han så skal have hjælp til at løse.

Ida Skelbæk-Knudsen: Fedt at kunne udfolde rollen noget mere
Også Ida Skelbæk-Knudsen, der spillede frøken Sculabia i julekalenderen, har fået en større rolle i den nye tv-serie.
– Jeg synes virkelig, at det er en nice rolle, så det var fedt at få lov til at udfolde hende lidt mere, finde ud af mere om hende og ligesom fortælle hendes historie, for den hører man ikke særlig meget om i julekalenderen, siger Ida Skelbæk-Knudsen til Juleweb.dk
I begyndelsen af den nye tv-serie er frøken Sculabia blevet sendt i kloster som straf for, at hun havde klædt sig ud som rytter og deltaget i en ridderturnering. Men her bliver hun opsøgt af Holly og Laurentius, som har brug for hendes hjælp.
– Hun er en pige, der har været undertrykt af de samfundsnormer, vi havde tilbage i 1400-tallet, som har gjort, at hun ikke kunne gøre det, hun gerne ville. Så hun bærer rundt på en hel masse vrede og frustration – og igennem denne serie får hun lov til at få nogle relationer til mennesker, som hun holder af og stoler på.

Rasmus Hammerich: Drago er stadig egoistisk
Rasmus Hammerich er også tilbage i rollen som Fyrst Drago, men i modsætning til sønnen Laurentius er der ikke sket de store fremskridt i hans væremåde siden julekalenderen.
– Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at der var sket store ændringer, men Drago er stadig lige så egoistisk, lige så smålig og lige så forkælet, som han var i Tidsrejsen 2. Så de store udviklinger er udeblevet. Han er stadig ikke særlig glad for gøgl, siger Rasmus Hammerich til Juleweb.dk
Han er meget glad for at have fået mulighed for at spille sammen med flere af børnene fra julekalenderen igen.
– Det var fantastisk. Under julekalenderen lærte man dem jo at kende rigtig godt, og så er de jo bare vokset – både i størrelse og intellekt – så det har været en fornøjelse at få lov til at spille med dem endnu en gang.
– Julian, som jo spiller min søn, har jeg et meget tæt forhold til, og vi har heldigvis holdt kontakt. Det har jeg faktisk med de fleste af børnene siden. Vi lavede blandt andet også Det Sorte Kageshow bagefter, og jeg har faktisk lige lavet en kortfilm med Frederik også, som spillede Romeo. Så de bliver i mit liv, og det er en kæmpe gave.

Øvrige skuespillere
Caspar Phillipson spiller den onde Biskop Peder.
Youssef Wayne Hvidtfeldt er biskoppens trofaste håndlanger.
Adam Kastaniegaard spiller listetyven Django.
Marie Askehave er leder af det nonnekloster, som frøken Sculabia bor på.
Laura Bro ejer den kro, hvor Laurentius arbejder som gøgler.

Hvor er Romeo?
Som mange måske har bemærket, spiller Romeo ikke den store rolle i den nye tv-serie, men det betyder ikke, at han ikke er med.
Vi møder ham i det første afsnit af tv-serien, men som de fleste måske husker, hedder han jo faktisk ikke Romeo længere. Nu hedder han Peitur.
Tidsrejsen – Arven efter Drago består af otte afsnit. Alle afsnit kan ses fra fredag den 13. juni på DRTV – eller lørdag aften kl. 20 på DR 1 i løbet af sommeren.
Titelsangen er en ny, akustisk version af titelsangen til Tidsrejsen 2. Den bliver stadig sunget af Jonah Blacksmidt og Caroline Castell.