Godt nyt til julekalender-fans: Nu åbner adgangen til DR’s arkiv

Foto: Valdemar Vedel, Klaus Kurup, Preben Trunshøj, Agnete Schlichtkrull, DR

Størstedelen af DR’s enorme arkiv af gamle radio- og tv-programmer vil i løbet af de næste år gradvist blive lagt ud på nettet, så alle danskere vil få adgang til indholdet.

Dermed vil det blandt andet blive muligt for julekalender-fans at se et hav af DR’s gamle julekalendere – også dem, der aldrig tidligere har været udgivet på dvd eller streaming.

Det Kongelige Bibliotek, der står bag den nye arkiv-tjeneste, har nu sat dato på, hvornår de første programmer vil være tilgængelige.

Den 31. marts – dagen før DR’s 100 års fødselsdag – bliver mere end en million gamle radio- og tv-programmer lagt ud på bibliotekets hjemmeside.

I første omgang er det programmer fra 2006 og frem, der bliver tilgængelige. Ældre udsendelser vil så løbende blive tilføjet frem mod årsskiftet 2026/2027, hvor arkiv-tjenesten vil være komplet med over fire millioner radio- og tv-programmer.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger i en pressemeddelelse:

– Jeg er glad for, at vi nu kan åbne for store dele af den guldgrube af radio- og tv-udsendelser, som er lagret i DR’s arkiver. Med åbningen af DR-arkivet får alle danskere en unik mulighed for at dykke ned i vores fælles historie og blive klogere på vores samtid.

DR Gensyn fortsætter

Sidste år lukkede streamingtjenesten DR Bonanza, og i stedet opstod kategorien ‘Gensyn’ på DRTV, hvor man kunne finde en del af indholdet fra den gamle Bonanza-side.

‘Gensyn’-kategorien vil stadig være en del af DRTV i fremtiden med et udvalg af de gamle tv-programmer, der er størst interesse for at se igen.

Vil man dykke ned i hele DR’s arkiv af både radio- og tv-udsendelser skal man gå ind på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

Søg