Lige nu kan man for første gang nogensinde opleve ‘The Julekalender’ som teaterforestilling på Herning Ny Teater.
Men har man ikke mulighed for at komme til Herning i år, så er der mulighed for at se forestillingen igen til næste år, hvor den indtager Glassalen i Tivoli.
Rollerne i forestillingen vil også i Tivoli blive spillet af Jesper Lohmann, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard, der lige nu slår sine folder på de skrå brædder i Herning.
Forestillingen i Tivoli vil blive lavet af Lion Musicals i samarbejde med Live Nation og Herning Ny Teater.
– Succesen på Herning Ny Teater bekræfter, hvor højt danskerne elsker De Nattergale og The
Julekalender. Derfor er det en fornøjelse at kunne præsentere den for et københavnsk publikum, og
der bliver virkelig noget at glæde sig til. Det er en helt vildt sjov og original forestilling, som jeg tror vil
gå rent ind hos publikum i hovedstaden, siger Thomas Langkjær, der er executive producer i Lion Musicals i en pressemeddelelse.
De Nattergale har været med til at lave den 33 år gamle julekalender til en teaterforestilling.
– Vi er til stadighed benovede over at have skabt noget med så lang holdbarhed, at det er blevet folkeeje. Derfor er vi også meget beærede over, at teaterpublikummet har taget så godt imod forestillingen, siger Uffe Rørbæk Madsen fra De Nattergale i en pressemeddelelse:
– Deres støtte har nu gjort det muligt for os at føre forestillingen videre til hovedstaden, hvor vi håber, at københavnerne vil tage lige så godt imod en historie fra det mørke Jylland.
‘The Julekalender’ kommer til at spille i Glassalen i Tivoli fra den 21. november til 20. december 2025.

Tinka-musicalen tager på Danmarksturné
Mens ‘The Julekalender’ til næste år rykker fra Jylland til København, så rykker Tinka-musicalen, der lige nu spiller i Tivoli, den modsatte vej.
‘Tinkas Juleeventyr’, der i år er blevet lavet til en musical med sange af Burhan G og Sarah West, tager til næste år på Danmarksturné, hvor man vil kunne komme til at opleve den i Esbjerg, Holstebro, Aarhus, Aalborg og Odense.
Indtil videre er det meldt ud, at Trine Marie Wisborg kommer til at spille rollen som Tinka igen under Danmarksturnéen, mens det ikke er meldt ud, om nogen af de andre skuespillere fra opsætningen i Tivoli også vil tage med på tur rundt i Danmark til næste år.