Guide til personerne i Tidsrejsen 2

Tidsrejsen 2
Foto: Christian Geisnæs, DR / Grafik: Mia Selin, DR

Den 1. december er der premiere på DR’s nye julekalender, ‘Tidsrejsen 2’, der er en fortsættelse af ‘Tidsrejsen’ fra 2014.

Den nye julekalender begynder ti år efter begivenhederne i den første julekalender, men i løbet af december kommer hovedpersonerne, Romeo og Holly, til at rejse både tilbage og frem i tiden.

Nogle af skuespillerne fra den første julekalender vender tilbage til deres roller i fortsættelsen, men der er også en masse nye karakterer med.

Her kan du lære dem alle sammen at kende, inden det hele går løs.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Romeo jagter sin forsvundne far

’Tidsrejsen 2’ handler om 13-årige Romeo, der aldrig har mødt sin far. Hans mor var kun sammen med faren en enkelt aften, og siden har hun intet hørt fra ham.

Romeo har en vanvittig teori om, at hans far er tidsrejsende, og han er overbevist om, at lærervikaren på hans skole, Sofie, også kan rejse i tiden.

Den 1. december begynder pigen Holly i Romeos klasse, og selvom hun først er skeptisk overfor hans snak om tidsrejser, indvilger hun i at hjælpe ham med forsøge at opklare mysteriet om, hvem hans far egentlig er.

Det viser sig, at Romeo har ret. Sofie har en tidsmaskine, som det lykkes Romeo og Holly at få fat på, og så begynder de at rejse i tiden. Holly har nemlig også nogen, hun gerne vil møde i fortiden, så noget i nutiden kan blive ændret.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Romeo (Frederik Thoft)

Romeo bor og arbejder på det nedslidte hotel i Dragør, som hans mor og mormor driver.

Når han ikke hjælper til på hotellet, forsøger han ihærdigt at løse mysteriet om, hvem hans ukendte far er. Han er sikker på, at hvis han kommer til at kende sin far, vil han måske også forstå sig selv bedre.

Romeo tror på sandhed, retfærdighed og ære, og han er ikke bange for at kæmpe for det, han tror på. Der er måske ikke mange mennesker i Romeos indercirkel, men dem der er, vil han gå til verdens ende for.

Han er en mester til at se bag facaden, og han kan derfor få øje på skjulte dagsordner, undertrykt frygt og uforløst potentiale. Hans ‘bullshit-detektor’ gør ham til en fremragende detektiv og psykolog.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Holly (Lærke Krabbe de Waal)

Holly er lige begyndt i Romeos klasse. Hendes forældre har et stort rejseselskab, ‘Storms Rejser’, som hun gerne vil overtage, når hun bliver voksen. Men hun kæmper hårdt mod sin storebror om forældrenes gunst.

For Holly er der er kun to slags mennesker – dem der spiller efter reglerne, og dem der spiller for at vinde. Og Holly spiller altid for at vinde. Det gør, at hun tit er i konflikt med sine omgivelser, men det passer hende fint, og hun skærmer sig fra verden ved at give den som ambitiøs girlboss og is-dronning.

Men Holly er slet ikke så barsk og kold, som hun kan lide at udgive sig for. I virkeligheden vil hun bare gerne blive set, elsket og beundret – især af sine forældre, der har mere travlt med at realisere sig selv end at give deres børn opmærksomhed.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Sofie (Bebiane Ivalo Kreutzmann)

Sofie lever en lidt afsondret tilværelse i Dragør. Det har hun gjort siden forholdet til Dixie kuldsejlede for flere år siden, og hendes elskede farfar, Alfred, gik bort. Sofie arbejder som lærervikar på Dragør Skole, men i sin fritid er hun igen begyndt at rejse i tiden.

Farfarens bortgang har fået Sofie til at genopfinde gyroen, så hun kan rejse tilbage i tiden og besøge ham. Han var – og er – trods alt den eneste, der rigtigt forstod og forstår hende.

Men Sofie bruger også tidsrejseteknologien til at forhindre ulykker i lokalsamfundet. Derfor har der stort set ikke været nogle ulykker i Dragør i de seneste år, hvilket undrer Romeo.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Emma (Lise Baastrup)

Emma er Romeos småneurotiske mor. Hun elsker sin søn over alt på jorden, men hun er bekymret over, at Romeo ikke kan give slip på teorien om, at hans far er tidsrejsende, og hvad det får skolekammerater og omgivelser til at tænke om hendes søn.

Emma har derfor skjult sin viden for Romeo om, at der rent faktisk var noget meget mystisk ved hans far, ligesom hun heller ikke har fortalt ham, at hun også som barn havde en uforklarlig oplevelse, hvor hun så en dreng forsvinde ud i det blå.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Lotte (Michelle Bjørn-Andersen / Sofia Nolsøe Mikkelsen)

Lotte er Romeos mormor, som ejer Hotel Dragør. Hun tager sig af dem, som ingen andre hjælper, og hun blanker gerne velhavende hotelgæster af i poker, hvis det er dét, der skal til, for at yde hjælp til værdigt trængende.

Lotte har gennem årtier været i strid med Hollys familie, efter at hun vandt hotellet i Dragør fra Hollys farfar, Karl Storm, i et sagnomspundet pokerspil i december 1994.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Asger Storm (Andreas Jebro)

Asger Storm er rejsekonge og Hollys far – i den rækkefælge. Han lever og ånder for familiens rejseselskab, ‘Storm Rejser’, som han har overtaget efter sin far. Han er solbrun efter mange år i sydens sol, og hans tandsæt er perlehvidt.

Han vil gerne fuldføre sin fars drøm om at få Hotel Dragør tilbage på familiens hænder. Han mener, at det var tabet af hotellet, der endte med at tage livet af farfaren.

Asger ser primært sine børn som medarbejdere eller kommende arvtagere. Han har udset sig sin ældste søn, Sunny, som favorit til at blive hans efterfølger, og lægger derfor ikke mærke til, at hans datter Holly står på hovedet for at imponere ham med sit ukuelige engagement i firmaet.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Helene Storm (Emilie Mørkøv Ullerup)

Helene Storm er Hollys mor. Hun er meget optaget af familiens omdømme, og hendes altdominerende fokus er rettet mod succes for hendes mand og børnene. Men hvis man ser rigtig godt efter, fornemmer man, at Helene faktisk er den egentlige magthaver i familien Storm.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Sunny (Victor Madsen)

Sunny er Hollys storebror, der går mere op i sit udseende end verden omkring ham. Han kæmper med sin lillesøster, Holly, om hvem der skal overtage familiefirmaet, når den tid kommer.

Sunny benytter sig af beskidte tricks for at imponere forældrene. Blandt andet stjæler han Hollys ide til et nyt slogan, der ender med at blive en succes for familiens rejsebureau.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Paloma (Miley Millias)

Paloma er Hollys lillesøster. Hun forguder sin storesøster over alt på jorden, og vil gerne være præcis som Holly, når hun bliver større. Problemet er bare, at det ikke altid er de bedste værdier, som Holly giver videre til sin søster.

Karl Storm (Morten Suurballe / Alexander Clement)

Karl Storm er Hollys sagnomspundne farfar, der omkom under en bjergbestigning på Mount Everest. Vi møder ham i 1994 – før ulykken – hvor han har begyndende succes med sit rejseselskab og ejer Hotel Dragør.

Han minder lidt om en mafiaboss og lever efter devisen ’intet bliver foræret’ og ’man selv må ta’ det, man vil ha’ her i livet’.

Han er i 1994 i færd med at skrive en bog om sit livssyn, og hvordan man opnår succes, da Holly forsøger at komme ind på livet af ham. Hendes mål er at få ham overbevist om, at hun vil være den rette arvtager til rejsebureauet i fremtiden.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Alfred (Lars Knutzon)

Alfred er Sofies farfar, som egentlig er død i år 2024, men som Sofie rejser tilbage i tiden for at besøge. Han er Sofies mentor og fortrolige, og i 2014 var han med til at opfinde tidsmaskinen sammen med Sofie.

Overfor sit rationelle barnebarn citerer han videnskabsmanden Albert Einstein: ”Der findes to måder at leve på: Du kan leve som om ingenting er et mirakel, eller du kan leve som om alting er et mirakel.”

Han råder Sofie til at efterleve det sidste, som han selv har gjort.

Fremtiden – år 2054

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

CEO (Anna Bruus Christensen)

CEO’en – altså direktøren – for Storm Rejser i 2054 bliver af alle bare kaldt “CEO”.

Hun er begyndt at kommercialisere tidsrejser og har netop sat et pilotforsøg i gang, hvor man som turist kan besøge eksotiske destinationer i fortiden.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Agent Grå og Agent Rød (Kurt Ravn og Sigurd Holmen le Dous)

Agent Grå og Agent Rød kommer stadig fra fremtiden. I 2054 er de begge ansat i Storms Rejser. Agent Grå er firmaets mest betroede og rutinerede rejseagent, mens Agent Rød er firmaets mest ukvalificerede rejseagent.

De bliver sammen sendt på en opgave i fortiden, hvor de skal rydde ting af vejen, der kan skabe problemer for Storm Rejser i år 2054.

Hverken Agent Grå eller Agent Rød har nogle erindringer om, hvad der skete i den første julekalender. Det er aldrig fundet sted, da det lykkedes for Sofie at få ændret på dén fremtid, som hun besøgte sammen med Dixie.

Middelalderen – år 1424

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Fyrst Drago (Rasmus Hammerich)

Fyrst Drago er en meget fjern slægtning til Storm-familien, der lever i middelalderen. Han er grundlæggeren af byen Dragør. Han hader gøgl, men er glad for guld, magt og livsfarlige ridderturneringer.

Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins, DR

Laurentius Drago (Julian Brix)

Laurentius er Fyrst Dragos eneste søn, men han er en stor skuffelse for sin far. Faren så helst en søn, der var en modig og frygtløs ridder. Laurentius er ingen af delene.

Laurentius ønsker heller ikke at indgå aftale om et ægteskab, når den tid kommer. Han drømmer til gengæld om at blive en del af en omrejsende gøglertrup.

Bag kameraet

Hovedforfattere: Poul Berg og Mikkel Bak Sørensen

Instruktion: Poul Berg

Producent: Asser Bo Paludan

Søg