Efter 23 år vender Krumme og hans familie til december tilbage på tv-skærmen.
TV 2 genudsender julekalenderen ’Krummernes Jul’ fra 1996 om eftermiddagen – som supplement til årets hovedjulekalender, der er en genudsendelse af ’Tinkas Juleeventyr’ fra 2017.
Det har tv-stationen afsløret på sin hjemmeside.
– Vi oplever stor efterspørgsel på gode, nostalgiske julekalendergensyn, og særligt ‘Krummernes jul’ er kravlet højt op på ønskelisten hos mange. Serien har kun været genudsendt en enkelt gang, og derfor synes vi, at det er på høje tid med et kærligt gensyn, siger TV 2’s fiktionschef Mette Nelund til tv2.dk
På TV 2 Charlie er der tradition tro gensyn med ’The Julekalender’ hver aften klokken 20.25.
Til dem, der kommer til at savne et gensyn med Pyrus i år på TV 2, er der hjælp at hente på TV 2 Play, hvor ’Alletiders Nisse’ kan ses allerede fra den 1. november.

Julemanden er i fare
’Krummernes Jul’ var TV 2’s julekalender i 1996 og 2001. Inden julekalenderen var der blevet lavet tre spillefilm om ’Krummerne’.
I julekalenderen skal Krumme og hans veninde Yrsa forsøge at redde julemanden og hans familie i Grønland fra at komme til at leve som grå staldnisser blandt rotter og muggent korn.
Julemanden modtager nemlig meget få breve fra verdens børn, og den dårlige stemning, der bor under hans seng, bliver derfor stærkere og stærkere.
Heldigvis sender Krummes lillebror, Grunk, stadig breve til julemanden, hvilket giver julemanden og hans familie muligheden for at aflægge familien Krumborg et besøg og søge hjælp hos dem.

Store børnestjerner
Mange af de børn, der er med i ’Krummernes Jul’, er også endt med at blive kendte skuespillere som voksne.
Rollen som Yrsa blev spillet af en bare 10-årig Amalie Dollerup, nissepigerne Stella og Nova blev spillet af Sofie Lassen-Kahlke og Stephanie León, og rollen som Grunk blev spillet af Lucas Forchhammer, der i dag er kendt som sangeren Lucas Graham.
Rollen som Krumme blev spillet af Per Damgård Hansen, der senere også var med i julekalenderen ’Brødrene Mortensens Jul’ og spillefilmen ’Sunes familie’.
Derudover medvirker blandt andre Dick Kaysø, Karen-Lise Mynster, Line Kruse, Waage Sandø, Birthe Neumann, Søren Spanning, Ole Stephensen og Elin Reimer i julekalenderen.

Pyrus og The Julekalender
Siden 2016 har det været de fire julekalendere om Pyrus, der på skift er blevet vist om eftermiddagen på TV 2 i december.
Sådan bliver det altså ikke i år, men hvis man savner Pyrus, er der hjælp at hente allerede fra den 1. november på TV 2 Play, hvor ’Alletiders Nisse’ kan streames.
I ’Alletiders Nisse’ skal Pyrus og Kandis skrive en stor opgave inden juleaften, hvor de skal besvare spørgsmålet: ”Hvad er en nisse?”.
Det bringer dem på rejse gennem den nordiske skønlitteratur. De tryller sig blandt andet ind i ‘Far til fire’-filmen, hvor Lille Per tager til julebal i nisseland, fortællingerne om ’Nøddebo Præstegård’ og ’Nis Holgersen’ samt sangene ‘På loftet sidder nissen’ og ‘En lille nisse rejste’.
På TV 2 Charlie er der igen i år gensyn med De Nattergales ’The Julekalender’.
Julekalendere på TV 2
Tinkas Juleeventyr – klokken 20.00 på TV 2
Krummernes Jul – om eftermiddagen på TV 2
The Julekalender – klokken 20.25 på TV 2 Charlie
Alletiders Nisse – fra 1. november på TV 2 Play