Jonah Blacksmith og Caroline Castell synger titelsangen til Tidsrejsen 2

Jonah Blacksmith Caroline Castell Tidsrejsen 2
Foto: Warner Music Denmark

Titelsangen til årets julekalender på DR, ‘Tidsrejsen 2’, er en ny udgave af den sang, der blev lavet til den oprindelige julekalender i 2014.

Mens den oprindelige titelsang blev sunget af Caroline Castell, der også havde skrevet sangen i samarbejde med Lasse Lyngbo, så er sangen denne gang blevet til en duet.

Caroline Castell synger den nye udgave af sangen sammen med gruppen Jonah Blacksmith.

Sammen har de ændret en smule på teksten og musikken, så den lyder anderledes end den oprindelige titelsang, selvom meget stadig er som det var i 2014.

HØR SANGEN PÅ YOUTUBE

Brugte Tidsrejsen i musikundervisning

Ideen til at lave ‘Tidsrejsen’-sangen om til en duet opstod hos Caroline Castell, da hun blev kontaktet af DR angående en ny titelsang til ‘Tidsrejsen 2’.

I en pressemeddelelse fortæller hun:

– Jeg kom for et par år siden i snak med Simon til en koncert på Northside, og han fortalte, at han faktisk brugte ‘Tidsrejsen’ i musikundervisning af skoleelever. Så da DR kontaktede mig et par år senere vedrørende en ny udgave, så ringede jeg straks til ham for at høre om Jonah Blacksmith ville være med på at lave et nyt take på nummeret.

Simon Alstrup, der er forsanger i Jonah Blacksmith, tilføjer:

– ‘Tidsrejsen’ er et rigtig godt nummer, og jeg har brugt det i undervisningen af mange elever, så vi sagde klart ja tak, da Caroline ringede og spurgte om vi havde lyst til at lave en nyfortolkning af en sang, der i forvejen er så god.

Jonah Blacksmith Caroline Castell Tidsrejsen 2 02
Foto: Warner Music Denmark

Der blev sendt nye versioner frem og tilbage mellem Caroline Castell og Jonah Blacksmith, og derefter gik de sammen i Jonah Blacksmiths studie i Silkeborg, hvor de henover et par dage fik lavet den nye sang.

– Vi har ikke tidligere haft planer om at lave en julesang, men vi er rimelig julede, da vi er et familieband, så chancen for at gå ind i højtiden på denne måde lå ligetil, siger Simon Alstrup.

Tidsrejsen 2
Foto: Christian Geisnæs, DR / Grafik: Mia Selin, DR

Romeo vil finde sin far

‘Tidsrejsen 2’ handler om det umage par Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly begynder i Romeos klasse.

Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt.

Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.

De fleste af skuespillerne i ‘Tidsrejsen 2’ er ikke gengangere fra den første julekalender, men Bebiane Ivalo Kreutzmann vender tilbage til rollen som Sofie, der nu er lærervikar på Romeos og Hollys skole.

Interview i 2014

I 2014 interviewede Juleweb.dk Caroline Castell om hendes arbejde med at lave titelsangen til ‘Tidsrejsen’.

Læs hele interviewet fra 2014

Søg