Årets julekalender på DR er en fortsættelse af ‘Tidsrejsen’ fra 2014.
I ‘Tidsrejsen 2’ forsøger de to børn Romeo og Holly at finde beviser for, at der tidligere har foregået tidsrejser i deres by Dragør, og at Romeos ukendte far var tidsrejsende.
‘Børnenes U-landskalender’ er en tredimensionel pop-up-julekalender med tilhørende figurer, der forestiller en scene fra ‘Tidsrejsen 2’.
Overskuddet fra salget af julekalenderen skal bruges på at uddanne børn og unge i Ugandas bjerge til at tackle konsekvenserne af de klimaforandringer, der rammer deres områder hårdt.
Med U-landskalenderen følger også spillet ’Jagten på regnbuens eliksirer’ med Motor Mille og Hr. Skæg, der handler om Uganda og forslag til alt fra at lave sin egen julepynt til at hjælpe fuglene.


Romeo vil finde sin far
‘Tidsrejsen 2’ foregår ti år efter begivenhederne i den oprindelige julekalender.
Romeo og Holly lærer hinanden at kende, da Holly den 1. december begynder i Romeos klasse.
Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at lærervikaren Sofie har noget med det at gøre.
Romeo har aldrig mødt sin far, men han er sikker på, at faren kom fra fremtiden og var tidsrejsende.
Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.

Snigpremiere under Kulturnatten
I anledningen af Kulturnatten i København fredag den 11. oktober er der mulighed for at se en snigpremiere på det første afsnit af den nye julekalender i DR Byen.
Her er det også muligt at se en udstilling om ‘Børnenes U-landskalender’ gennem tiden.

Børn skal lære at tackle klimaforandringer
Overskuddet fra salget af ‘Børnenes U-landskalender’ går i år til WWF Verdensnaturfondens arbejde med at hjælpe de børn og unge, der oplever konsekvenserne af klimaforandringer.
I Ugandas bjerge er vejret blevet varmere og regntiden vildere. Både jordskred og oversvømmelser rammer skoler, marker, huse og veje hårdt.
Med projektet ‘Grønne skoler’ vil WWF Verdensnaturfonden uddanne Ugandas børn og unge i at tackle klimaforandringerne og tage nye ideer med sig hjem til de voksne i deres landsbyer.
Børnene skal blandt andet lære at plante bambus og træer, som både holder på jorden og giver skygge og mad – og så skal de prøve at lave køkkenhaver, der passer til det nye klima.

Motor Mille og Hr. Skæg besøger Uganda
I forbindelse med årets U-landskalender er der traditionen tro lavet en tv-serie om kalenderens formål, der kan ses på DR Ramasjang og DR TV. Igen i år er Motor Mille og Hr. Skæg hovedpersonerne i dén serie.
I ‘Jagten på regnbuens eliksir’ har Motor Mille og Hr. Skæg modtaget et brev fra vogteren af den røde farve i den magiske regnbue, man normalt kan se over landet Ramasjang.
Ugandalf, som vogteren hedder, er svækket, og for at redde ham og den røde farve, skal de to venner på en hæsblæsende skattejagt rundt i Ugandas fantastiske natur for at samle alle regnbuens eliksirer. Undervejs møder de en masse børn.
På udvalgte biblioteker over hele landet vil der fra den 1. november være en fysisk installation, hvor børn kan lege og udforske Uganda via et stort gulvspil, der lader dem blive en del af Motor Mille og Hr. Skægs rejse rundt i landet.
Til de lidt større børn er der i efterårets nye sæson af tv-serien ‘Klassen’ lavet et særligt afsnit, der handler om Uganda. Èn af pigerne fra klassen får en særlig kontakt i Uganda, der sætter tingene lidt i perspektiv op til en vigtig begivenhed.

‘Børnenes U-landskalender’ koster 50 kroner og kan købes her:
– 365discount
– Arnold Busck
– Bilka
– Bog & idé
– BOGhandleren
– BR
– Brugsen
– Børnenes Boghandel
– Føtex
– Kontur
– Kvickly
– Legekæden
– Meny
– Min Købmand
– Nemlig.com
– Politikens Boghal
– Salling
– Saxo.com
– Spar
– SuperBrugsen