Skaberne af Troldehjertets Hemmelighed: Derfor skulle julekalenderen have en fortsættelse

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Kimb, Mastiff, DR

Allerede inden optagelserne til ’Julehjertets Hemmelighed’ var gået i gang, fik producer Mia Marie Borup lyst til at lave en fortsættelse, der skulle foregå om sommeren.

– Ideen opstår faktisk allerede, da vi er ude og finde locations til julekalenderen. Dem finder vi jo om sommeren, for vi skulle filme om vinteren, og det så simpelthen bare så fantastisk ud. Så det begyndte ligesom at ulme der, fortæller Mia Marie Borup til Juleweb.dk:

– Vi ville gerne vise det her univers i nogle andre farver også. Man vil også gerne se karaktererne i sommerkjoler, og man vil også gerne se dem i grønne skove. Det ville bare give noget andet til historien, at vi havde sådan et helt andet visuelt bagtæppe.

Optagelserne til julekalenderen gik i gang i november 2021, men skuespillerne fik ikke noget at vide om, at der var planer om at lave en fortsættelse, før optagelserne til julekalenderen var i kassen.

– Vi ville ikke rigtig sige det til skuespillerne, fordi vi ville ikke forstyrre dem med det. Vi skulle jo lige lave en julekalender først, og det er en kæmpe produktion. Men lige så snart vi var færdige med at lave julekalenderen, så spurgte vi, om de havde lyst til at lave den her også, og det havde de heldigvis alle sammen, siger Mia Marie Borup.

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Andreas Bastiansen, Mastiff, DR

Handling omkring Sankt Hans

Jesper Nicolaj Christensen, der havde været episodeforfatter på ’Julehjertets Hemmelighed’ blev spurgt, om han ville skrive en fortsættelse til julekalenderen.

Selvom serien skulle vises på tv i påsken, ville Mia Marie Borup og Jesper Nicolaj Christensen gerne lave en historie, der foregik om sommeren, da det er den tid på året, der er mest anderledes end jul. Derfor besluttede de at lade historien foregå omkring Sankt Hans.

– Sankt Hans synes vi nærmest er symbolet på, at sommeren starter. Derudover er der jo også alt det med, at man brænder hekse af, så der ligger en masse overtro og magi i Sankt Hans, siger Mia Marie Borup.

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Andreas Bastiansen, Mastiff, DR

Karen møder en trold

‘Julehjertets Hemmelighed’ handler om Karens venskab med en nisse. Jesper Nicolaj Christensen besluttede, at der også skulle være et magisk væsen med i fortsættelsen.

– Når man skaber et univers, så skaber man også nogle regler omkring det univers, og én af reglerne i det her univers er, at der er et magisk væsen. Det var noget af det, jeg rigtig godt kunne lide ved julekalenderen, og det skulle der også være i fortsættelsen, fortæller Jesper Nicolaj Christensen:

– Det blev så en trold – eller en skifting – fordi det var let genkendeligt. Alle ved hvad en trold er, men stadigvæk var der meget at fortælle om det, og der var nogle sider af hele den her troldemyte, som man ikke rigtig kender til. For eksempel at man i gamle dage druknede børn, hvis man troede, at de var ved at blive til trolde.

– Så passede det også godt ind i hele det her med at være anderledes og ikke rigtig høre til. En trold kan jo være en metafor for hvad som helst. En flygtning eller én, der er psykisk syg.

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Jacob Kusk, Mastiff, DR

I julekalenderen er Karen lige fyldt 13 år, hvilket betyder, at hun er blevet voksen. Hun skal begynde at arbejde som tjenestepige i stedet for at gå i skole, og hun kan ikke længere se nisser.

I ‘Troldehjertets Hemmelighed’ er Karen blevet et halvt år ældre og er derfor for alvor på vej ind i puberteten. Det bliver også et tema i serien.

– Det passer jo også meget godt ind i mytologien omkring skiftninger. Hvor de starter med at være mennesker, og så når de kommer i puberteten, så kommer deres indre trold fysisk frem. Så forvandler de sig til det her farlige væsen, som jo er et meget godt billede på, hvordan man måske så på puberteten i gamle dage – som det her farlige væsen, siger Jesper Nicolaj Christensen.

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Jacob Kusk, Mastiff, DR

To nye skuespillere

Mange af karakterne fra ’Julehjertets Hemmelighed’ er med i fortsættelsen, men der er også blevet plads til to nye.

Instruktør Jacob Bitsch var med til at finde de skuespillere, der skulle spille de nye roller.

Mellem en masse piger, der var blevet inviteret til casting, fandt han Lova Müller Rudolph, der spiller trolden Rebekka.

– Hvem kunne være en modsætning til den fine lyse Karen? Vi skulle finde én, der var lidt mørkere. Derudover havde Lova en meget let adgang til det at være trold. At brøle og sådan nogle ting, det var hun slet ikke genert omkring. Hvor mange piger i den alder er sådan lidt… det har jeg ikke lige lyst til at gøre foran et kamera, fortæller han.

Troldehjertets Hemmelighed
Foto: Jacob Kusk, Mastiff, DR

Rollen som troldejægeren Cornelius bliver spillet af Rasmus Bruun, der blandt andet er kendt for sine roller i ‘Den Korte Radioavis’, ‘R8Dio: Undskyld vi roder’, ‘Orkestret’ og ‘SJIT Happens’.

– Vi skulle have en skurk, men det kunne også være meget sjovt at lave lidt et modcast. Rasmus er jo kendt for at spille en lettere vattet mand i mange af de ting, han har været med i før. Så var det sjovt at prøve at give ham sådan en rolle, hvor han kan få lov til at være ond, fortæller Jacob Bitsch.

Julehjertets Hemmelighed
Foto: Andreas Bastiansen, Mastiff, DR

Hvad blev der af Rumle?

I ‘Troldehjertets Hemmelighed’ har Karen glemt alt om Rumle.

Men selvom Rumle ikke er med i den nye tv-serie, får vi måske alligevel et lille glimt af skuespilleren bag Rumle, Thea Sofie Lundbak.

– Hvis man virkelig kigger godt efter – jeg kan ikke sige i hvilket afsnit – så kan det være, at man ser to sekunder med Thea, der spillede Rumle. Måske hun er der, bare et kort øjeblik, fortæller Mia Marie Borup.

Glad for resultatet

Mia Marie Borup er stolt af ‘Troldehjertets Hemmelighed’ og glæder sig til at se, hvordan seerne tager imod den nye serie.

– Jeg er mega glad for det. Det er jo noget andet end julekalenderen. Det føles som det samme, men på en ny måde. Jeg synes det er fantastisk, at vi har kunnet fortælle en historie om at være anderledes på en magisk måde med en trold. Det synes jeg faktisk selv er ret godt fundet på, siger hun.

Søg